Viser opslag med etiketten strict father. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strict father. Vis alle opslag

søndag den 11. november 2007

Bløde værdier og frihed: De Konservative mellem linierne - del IV

Blandt de mange indslag fra De Konservative i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man op side 6 en mindre valgannonce for Anne Mette Bang. I denne lægger hun ud med at sige, at hun vil fokusere på de "blødere værdier", som hun definerer som "børn og deres familer samt de ældre i vores samfund" samt ,tryghed ved det offentligem støtte [til] de ressourcesvage samt give de stærkere frihed od mulighed for selv at vælge".

Det er muligt, at de første hun nævner hører under "bløde værdier", selvom jeg ikke helt lige kan se, hvad der er så blødt ved at hjælpe andre. Det med frihed og mulighed for at vælge selv er i hvert fald ikke blødt. Det kan nemlig kædes til den underlæggende familiemodel, som associeres med de amerikanske ultrakonservative - nemlig strict father modellen (som diskuteres her og her). I strict father modellen opdrager faderen, familiens overhoved, børnene ved hjælp af et reward/punishment system. Ved at belønne og straffe dem hårdt, opdrager faderen børnene til at blive self-reliant og disciplinerede borgere. Netop fordi børnene bliver self-reliant blander forældrerne sig ikke i deres liv, når de er blevet voksne. Faktisk så afskys det, når forældrer blander sig i deres voksne børns liv i strict father modellen.

Dette princip overføres til politik, hvor staten ikke skal blande sig i hvad borgerne foretager sig - specielt ikke dem, som er ressourcestærke og dermed self-reliant og disciplinerede. Det er i princippet det, som Anne Mette Bang slår et slag for, når hun snakker om frihed og mulighed for selv at vælge. Interessant er det dog, at hun ikke går ind for, at de svage skal have frihed eller mulighed for selv at vælge... måske fordi, hun synes, at de svage ikke er disciplinerede nok til selv at kunne foretage deres valg? Betyder det så, at de svage er en slags mindre modne mennesker end de stærke? Eller mpske ligefrem en slags undermennesker, der ikke er i stand til at vælge selv? Tjah, det er ikke til at vide, og man kan selvfølgelig fortolke det ud i overdrevet, men interessant er det dog, at det kun er de stærke, der skal have mulighed for selv at vælge.

I Anne Mette Bangs annonce står der også

Der skal gøres opmærksom på, at samfundet er os alle sammen og ikke kun staten, det offentlige og institutionerne. Mere velfærd kræver noget af os alle sammen - det er os, samfundet, der skal sikre velfærden, ikke kun staten.

Dette er interessant og måske lidt uheldigt, da det faktisk ganske let kan bruges som et våben mod De Konservative selv. Man kan nemlig vende den om og sige, "netop, og det bidrag, som vi, samfundet, kan give til velfærden er gennem skatter som en investering i samfundet". Det er naturligvis ikke det, hun fisker efter. Anne Mette Bang tænker sandsynligvis lidt is strict father banerne, hvor staten ikke skal være som en forældrer, der blander sig i sine self-reliant borgeres liv og færden, men for en venstrorienteret er det meget nemt lynhurtigt at vende hendes lille stykke tekst om og omtolke det som et stykke pro-skattefinancieret-velfærd argument. Desuden lyder hendes lille stykke prosa som var det taget ud af Bill Clintons Second Inaugural Speech fra 1997:

Today we can declare: Government is not the problem, and Government is not the solution. We - the American people - we are the solution.

Kan hun have stjålet direkte fra Clinton (som i øvrigt er demokrat og dermed ikke konservativ)? Det er ikke til at vide, men lighederne gør, at hendes lille stykke tekst mister originalitet, og derigennem mister hun også originalitet.

Nå ja, og så argumenterer hun i øvrigt at

Der skal mere positivisme og en øget grad af en helhedstænkning ind i politik.

Hvordan Anne Mette Bang vil få mere positivisme ind i politik er lidt af et mysterium, da positivisme jo er den videnskabsfilosofi, der dikterer, at den eneste form for viden, der er gyldig, er rent videnskabelig viden, som kan empirisk bevises. Mon ikke, Anne Mette Bang og hendes folk skulle have kigget i en ordbog?

Hvis vi havde 90 mandater...: De Konservative mellem linierne - del III

På side 21 i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man den velkendte, "Hvis vi havde 90 mandater..." valgannonce, som er den anden af Bendt Bendtsens kæmpeannoncer i den avis.

I princippet er annoncen en liste af løfter om ting, som De Konservative vil gøre, hvis be får 90 mandater. Det er jo meget godt, men også tricky for dem, da de jo er løfter, og løfter skal jo holdes.

Et af løfterne lyder således:

Vi ville arbejde endnu hårdere for et trygt Danmark uden terror, og vi ville straffe vold og sexovergreb mod børn betydeligt strengere.

Jo, det er da meget fint med et trygt Danmark, men faktisk lyder første del af denne frase som noget taget ud af de amerikanske ultrakonservatives værdibog. Som nævnt her bygger det amerikanske verdenssyn primært på en familemodel, der kaldes strict father modellen. I denne model er faren den ultimative autoritet, som opdrager børn til at blive selvstændige og effektive borgerer ved hjælp af et reward/punishment system. Ydermere er det faderens opgave at beskytte børnene mod de farer, der lurer i omverden. Dette princip overføres i amerikanske sammenhænge til den amerikanske stats store militærudgifter - det er simpelthen Far Amerika, der ruster op for at kunne beskytte sine børn. Således hører man tit fraser som "evil is everywhere", "protect America against evil", "keep America safe" osv.

Det virker på mig meget tydeligt, at Bendtsen bruger enlignende retorik, når han snakker om et trygt Danmark uden terror (og terror er jo vor tids symbol på ultimativ ondskab). Bendsten er faktisk hørt bruge udtrykket "vi lever i en farlig verden" før, og det er jo som taget direkte ud af en amerikansk konservativ tale. Og at snakke om "et trygt Danmark uden terror" er ingenlunde anderledes, for hvad kræver det for at holde Danmark trygt? Nogen til at holde terroren ude. Og hvem gør det? Det gør den beskyttende Far Danmark. Det vil sige, at Bendsten påkalder igen værdier fra den ultrakonservative amerikanske strict father model.

Spørgsmålet er så igen, om idéer importerede fra den amerikanske strict father model, som jo hører til et konteksten af amerikansk kultur, rent faktisk hører hjemme i danske sammenhæng. Har vi virkelig brug for en strict father stat? Jovist, vi bliver beskyttet, men vi bliver også opdraget hårdt med stok og gulerod.

Guld og grønne skove: De Konservative mellem linierne - del I

Hvis man bladrer op i dagens Søndagsavisen (11/11-07 - Odense) vil man støde på ikke mindre end tre store (plus en mellemstor) valgannoncer for De Konservative. De virker umiddelbart meget forskellige, og umiddelbart virker de også rimeligt humanistiske med fraser som "et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere", "Danmark går i spidsen for bedre klima og miljø i verden", "et trygt Danmark", "flygtninge behøver faktisk husly" - ja, det lyder nærmest ventreorienteret, men hvis man læser mellem linierne, vil man finde, at alle annoncer faktisk repræsenterer et hierarkisk og ultra-traditionelt verdenssyn, der har meget til fælles med den måde de amerikanske ultrakonservative ser verden på. Jeg vil gennemgå de fire valgannoncer i en serie på fire små indlæg, jeg kalder for "De Konservative mellem linierne".

Vi starter med en af de to Bendt Bendtsen annoncer (den på side 11, og den som nok er mest umiddelbart konservativt orienteret). Overskriften er "Vækst -> velstand -> velfærd", og artiklen virker umiddelbart som en kritik af Socialdemokraternes "Velfærd eller skattelettelser", hvor Socialdemokraterne framer velfærd og skattenedsættelse som to gensidigt eksluderende størrelser, således, at hvis man vil bevare velfærden, kan man ikke også få skattenedsættelser. Selvom framens indre logik brister på grund af valget af ordet "skattelettelser", er sloganet immervæk så effektivt, at Bendtsen har været nødsaget til at producere den forhåndenværende valgannonce, som umiddelbart forklarer, hvordan det kan lade sig gøre at have velfærd og skattenedsættelser på samme tid:

Helle Thorning forsøger at gøre valget til et spørgsmål om enten skattelettelser eller mere velfærd. Intet kan være mere forkert.

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og der bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økononomien og øget velstand for den enkelte borger.

Derved stiger skattegrundlaget og statens skatteindtægter. Og så får vi også råd til øget velfærd og offentlig service.

Det er med andre ord ikke et enten-eller, men et både og, når bare man tør tro på fremtiden.

Og det gør vi. I de sidste 6 år har vi skabt fundamentet, og nu har vi vedtaget skattelettelser og fremlagt en kvalitetsreform, hvor vi vil investere 50 mia. kroner i at forny og løfte kvaliteten af børnehaver, folkeskoler, kræftbehandling, ældre-pleje og meget mere.

Det er den konservative opskrift på et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere, og det arbejde vil vi fortsætte - med din hjælp den 13. november.

Det er på sin vis en meget smart måde at forklare det på, da det framer skat og velfærd i et konservativt perspektiv. Læg mærke til brugen af ordet "skattelettelse", som passer meget bedre ind i denne tekst. Læg også mærke til, at annoncen bygger videre på skat-som-byrde metaforen i udtrykket "når vi letter skatten", (det er også smart af de konservative at bruge fed skrifttype på deres catch-phrases, så de fanger ens opmærksomhed), hvor de konservative ligefrem konceptualiserer sig selv som helten, der frigør det stakkels offer fra byrden - på den måde får de også indirekte præsenteret Helle Thorning som skurken, der tvinger byrden ned over hovedet på ofret.

Det er smart framing, må man sige, men de konservative har jo også den fordel, at Socialdemokraterne allerede selv har lagt op til en aktivering af skat-som-byrde metaforen med det uheldige ordvalg i deres kampslogan.

Ja umiddelbart virker det som om, de Konservative har fat i noget af det rigtige her, men hvis man læser mellem linierne, bliver skat og velfærd ikke blot framet i perspektivet af danske konservative værdier, men også i perspektivet af en værdi, som associeres med amerikanske ultrakonservative - nemlig, det som kaldes the morality of reward and punishment (eller reward/punishment).

Reward/punishment er en vigtig del af den familiemodel som amerikanske konservative ifølge George Lakoff og andre forskere ligger til grund for det amerikanske konservative verdenssyn: strict father modellen. Strict father familien er en familiemodel, hvor faren har den højeste autoritet. Det er faren, der sætter husets regler op, og det er farens rolle at forsærge familien og håndhæve husets regler. Moren, der er faren underlegen, tager sig af husholdningen og hjælper faren med at håndhæve husets regler. Børnene har bare at adlyde deres forældre. Hvis de ikke adlyder, bliver de straffet hårdt (måske med stuearrest eller måske korporligt med smæk eller tæv med et bælte). Hvis de adlyder. bilver det belønnet med kærlighed eller måske materielt. Således opdrages børnene til at blive gode lovlydige mennesker gennem et reward/punishment system. Det vil sige, udsigt til belønnelse gør dem effektive borgerer, og frygt for afstraffelse gør dem til lovlydige borgerer. På dansk har vi et metaforisk udtryk, der beskriver dette system ret godt: "stok og gulerod".

Og udgangspunktet for den konservative opskrift på et bedre Danmark har faktisk reward/punishment- eller stok/gulerod-pricippet som hovedpræmis. Prøv at læse følgende igennem med reward/punishment-systemet in mente:

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og dere bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økonomien og øget velstand for den enkelte borger.

Udtrykket "Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats"
bygger faktisk på gulerodsdelen af reward/punishment-princippet. Altså er skattenedsættelse egentligt bare den gulerod, man holder foran næsen på folk for at få dem til at arbejde mere. På den måde er den konservative opskrift ikke andet en behavioristisk tankespind, hvor man egentligt bare har tænkt sig at lokke folk til at arbejde mere.

Stokkedelen fremgår ikke af teksten, men man kan altid tolke videre på udtrykket "at gøre en ekstra indsats". Hvad betyder det egentligt? Det betyder grangiveligt, at arbejde mere og hårdere (og her har vi en parallel til et andet konservativt amerikansk koncept: "the hard working American"). Men det kunne sagten indebære, at man også havde mere stokkeagtige metoder til at "øge effektiviteten", så som for eksempel længere arbejdsuger eller andre mere tvangsbaserede metoder. Problemet er jo, at folk måske slet ikke er interesseret i at gøre en ekstra indsats. Hvis skattenedsættelser på arbejde betyder "flere penge i hånden" med den indsats, man allerede gør, hvorfor skulle man så arbejde mere, når man nu alligevel allerede får mere end før?

Ja, det kræver faktisk ikke meget at gennemskue, at bag den konservative opskrift gemmer der sig et simpelt behavioristisk stok/gulerods-princip. Hvis vi holder os til familiemodellerne, så indebærer det også, at staten bliver den strenge far, der svinger stokken og lokker med guleroden. Og spørgsmålet er så, om et sådant primitivt system hører til i vor moderne og demokratiske verden.

Et andet problem (for mig i hvertfald) er, at deres opskrift ike er troværdig. I stedet for at overbevise mig om, at deres opskrift er den rette, får annoncen mig til at stille følgende spørgsmål: "Hvad bygger de deres opskrift på - hvilken økonomisk teori er det, og er der empiriske beviser på, at en sådan model overhovedet vil fungere?".

Jeg håber, at mange andre borgerer er lige så kritiske, og ikke bare køber valgflæsket råt.