... men så' det faktisk skidt

Mange af dem, som jeg har snakket med om sproget i den igangværende valgkamp har givet udtryk for, at SFs hovedslogan er blandt de bedste sproglige indslag i kampen om mandaterne. Sloganet lyder:

Det ku' være så godt...

Og, jo, det er faktisk et rimeligt smart slogan, som er interessant i forbindelse med det, grammatikere kalder modalitet, og så er det jo også en allusion til den velkendte sang, hvor omkvædet lyder "det ku' være så godt, men så det faktisk skidt".

Hvad er modalitet så? Jo, det er måske lidt en kringlet affære, men forklaret meget simpelt, så har modalitet at gøre med, hvad der hypotetisk er muligt, men ikke nødvendigvis virkeligt. Det lyder komplekst og halvfilosofisk, men modalitet er meget vigtigt for menneskeracen. Det udgør nemlig en vigtig del af den menneskelige fantasi, da modalitet tillader os at tænke, ikke kun over hvad, der er, men også hvad der kunne have været.

Modalitetens vigtighed afspejles også i sproget; blandt andet i det, der hedder modalverber. Modalverber (så som "kunne", "skulle", "måtte" osv.) er en slags hjælpeudsagnsord, der understreger, at den situation, som hovedudsagnsordet i et udsagnsled refererer til, er hypotetisk men ikke nødvendigvis virkelig. Her er et eksempel:

Jeg har spist din pizza
Jeg kunne have spist din pizza

I den første sætning, med udsagnsleddet "har spist", gives der udtryk for en hændelse, der har fundet sted. I den andent sætning med udsagnsleddet "kunne have spist", som jo indeholder et modalverbum, er situationen en lidt anden. Her gives der udtryk for, at min spisning af din pizza er en rent hypotetisk mulighed, men ikke nødvendigvis en hændelse, der virkeligt har fundet sted. Dette kan undrestreges ved at lege lidt med sproget og indsætte nogle 'benægtelser'

*Jeg har spist din pizza, men jeg gjorde det ikke
Jeg kunne have spist din pizza, men jeg gjorde det ikke

I den første sætning kan man ikke rigtigt indsætte en benægtelse (asterisken indikerer, at sætningen er forkert), fordi sætningen så ville være selvmodsigende i og med, at den jo netop giver udtryk for, at pizzaspisningen har fundet sted. Det fungerer til gengæld fint i sætning to, fordi med modalverbet "kunne" giver sætningen jo kun udtryk for en mulig, men ikke virkelig, hændelse. I mere filosofiske tilgange til sproget arbejder man ligefrem med den ide, at modalverber opsætter en alternativ uvirkelig verden til vores egen virkelige verden (det kaldes "alternate worlds" på engelsk, og er, omend lidt spaced out, ret spændende).

Hvis man kigger på "det ku' være så godt...", ser man straks, at der er et modalverbum i udsagnsleddet "ku' være" ("ku'" er jo en forkortet form af "kunne"). Det vil sige, at det, at det er godt, er i dette slogan ikke en virkelighed, men blot en hypotetisk tilstand. Det vil sige, at tilstandene under den nuværende regering indirekte præsenteres som værende ikke ret gode, men i en virkelighed, hvor SF havde mere indflydelse, ville tilstandene være meget bedre. Og den verden er ikke virkelig lige nu, men det kunne den gå hen og blive efter valget, hvis SF havde stemmer nok. Således er implikaturen (altså den indirekte betydning). Og dette er ikke rent gætværk eller den pure fortolkning fra min side:

Men faktisk har vi også et valgslogan, der er lidt i den boldgade: "Det ku’ være så godt." Underforstået, hvis SF får mulighed for at gennemføre partiets politik.
Villy Søvndals blog på Politiken

SF har tydeligt tænkt dette slogan grundigt igennem, og der for er det rent sprogligt mere effektivt end mange andre slogans, vi har set i denne valgkamp.

Og det slutter ikke her. Sloganet er også en allusion (altså en skjult hentydning) til den velkendte strofe "det ku' være så godt, men så' det faktisk skidt". Og man må erkende, at det er meget fristende mentalt lige at tilføje "men så' det faktisk skidt", når man ser en SF-valgplakat. Det smarte ved denne allusion er, at det bygger videre på modalitetsforholdene, da, hvis man da har fantasien til at forbinde "men så' det faktisk skidt" med den virkelighed, som "det ku' være så godt" er et hypotetisk alternativ til - nemlig, tilstandene under den nuværende regering. Hvis man kan lave denne forbindelse, ser modalitetsforholdene altså således ud:

Det ku' være så godt = hypotetisk mulig virkelighed, hvor SF har indflydelse
men så' det faktisk skidt = den 'virkelige' virkelighed, hvor VK(O), sidder på magten

Den logiske effekt i det univers, som SFs slogan præsenterer, er jo så, at man skynder sig at stemme på SF, så den hypotetiske uvirkelige virkelighed kan blive virkelighed.

Der er dog et lille problem ved den måde, dette slogan lanceres på, som har med multimodalitet at gøre. Og, ja det er lidt forvirrende, men multimodalitet har intet med modalitet at gøre. Multimodalitet er når man har et stykke kommunikation, der bruger flere forskellige former for kommunikation samtidig. De fleste valgplakater er multimodale, da de gør brug af både visuel og tekstlig kommunikation. Problemet med SFs valgmotto er, at man tit støder på det ved siden at et billede af Villy Søvndal. Dermed kan man fristes til at fortolke sloganet som i retning af dette "det ku' være så godt, men nu har vi kun Villy Søvndal". Okay, det kræver lidt fantasi og gør ikke anden skade end, at det genererer en smule humor, men alligevel.

Bortset fra det, så er dette slogan et af de bedre i den igangværende valgkamp, og det er på sin vis betryggende, at SF modsat mange andre partier lader til at rent faktisk at have tænkt over deres sprogbrug.

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:

Konservativ med hjerte

Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:

Der står salt på bordet.

Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT

Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.