Guld eller grønne skove?

Socialdemokraternes "kampråb" lyder, som nogle vælgere nok har lagt mærke til, således:

Velfærd eller skattelettelse.

Umiddelbart virker det, ret framingsmæssigt, som et meget effektivt slogan, der meget præcist framer velfærd og borgerlig skattepolitik i perspektivet af socialdemokratiske værdier, men faktisk lider dette slogan under en manglende indre logik, hvis ikke en direkte konceptuel konflikt.

Lad os tage det gode først, og vi starter i grammatikken. Selve den grammatiske struktur er det, der nogle gange kaldes et paratagme. Paratagmer er konsturktioner, hvor to - eller flere - led sidestilles ved hjælp af en sidestillende konjunktion. Ved at bruge den sidestillende konjunktion 'eller' i et paratagme stiller man de to sidestillede led op som gensidigt udelukkende alternativer, der ikke overraskende står i et enten-eller forhold til hinanden. Således opstiller Socialdemokraterne velfærd og skattenedsættelser som eksklusivt udelukkende alternativer til hinanden. Det, sloganet siger, er altså:

"I kan enten få velfærd eller skattenedsættelser, men ikke begge dele"

Men det er ikke alt. Det er vigtigt, at "velfærd" står først. I og med, at velfærd nævnes først, bliver de vidensstrukturer, vi har om velfærd, aktiveret først. Den kognitive model for velfærd ser typisk, meget simpelt opstillet, sådan her ud:

• Velfærden gør, at der er lige muligheder for alle (der er f.eks. fri uddannelse, fri lægebehandling, fri børnepasning, financiel støtte til de svageste, SU)
• Velfærden financieres af skatter (det er altså skatter, der gør velfærdgoderne mulige)

Ved at præsentere skattenedsættelser som et alternativ til velfærd giver sloganet så udtryk for, at man ikke både kan have velfærd og skattenedsættelser. Men på et rent konceptuelt plan har dette slogan også nogle konsekvenser i og med, at det opsætter følgende model:

Hvis velfærd er financieret af skatter, betyder det, at hver gang man foretager en skattenedsættelse, fjerner man noget af velfærden og dermed noget af de goder, som alle samfundets borgere nyder godt af.

Det er vigtigt, at "skattelettelser" nævnes efter "velfærd", for hvis det havde heddet "Skattelettelser eller velfærd?", ville man aktivere ens vidensstrukturer om skattenedsættelser først, hvilket ville betyde, at skattenedsættelser ville være udgangspunktet, og ikke velfærd, og på den måde ville velfærd måske endog fremstå som noget negativt, der står i vejen for skattenedsættelser. Som sloganet er, fremstilles skattenedsættelser jo netop som noget, der står i vejen for velfærd, og det er rigtig smart framing, hvis man vil promovere et socialdemokratisk verdenssyn.

Man desværre falder hele framen fra hinanden på grund af ukritisk sprogbrog. Hvordan kan det være? For at finde svaret skal vi kigge nærmere på ordet "skattelettelse" (og trække på argumenter foretaget af George Lakoff og Steven Breunig, der har kigget kritisk på henholdsvis "tax relief" og "skattelettelse"). Skattelettelse er et substantiv (eller navneord), men et specielt et af slagsen. Det hører til den slags substantiver, der kaldes "compound nouns" på engelsk (jeg tror, de kaldes "sammensatte navneord" i dansk grammatisk terminologi). Det vigtige element her er "lettelse". Ordet "lettelse" indebærer, at der også er en byrde, og det betyder jo, at ordet "skattelettelse" præsenterer skat som en byrde, som så fjernes af en slags helt. Modellen ser nogenlunde sådan her ud:

• En byrde gør livet surt for et "offer"
• Der kommer en og fjerner byrden
• Uden byrden får "offeret" frihed
• Den, der fjerne byrden er en slags frigører eller helt
• Den, der modsætter sig fjernelse af byrden er en slags skurk

Både George Lakoff og Steven Breunig argumenterer, at ordene "tax relief" og "skattelettelse" faktisk fremkalder en underlæggende dyb metafor (et såkaldt "conceptual metafor"), hvor skat konceptualiseres som en byrde. Der kan således opstilles paralleller mellem byrde-modellen og skattenedsættelses-modellen:

• Byrde = skat
• Offer = borgeren
• Fjernelse af byrden = skattenedsættelsen
• Frihed = økonomisk frihed (eller "flere penge mellem hænderne")
• Frigører = regeringen, der foretager skattenedsættelser
• Skurk = modstandere af skattenedsættelser

Altså giver ordet "skattelettelse" udtryk for, at skat er en byrde, og det er typisk en borgerlig holdning, og i og med, at Socialdemokraterne jo typisk er modstandere af skattenedsættelser, falder de jo ind i rollen som skurke i denne model.

Ifølge Geroge Lakoff blev ordet "tax relief" opfundet af konservative, netop for at promovere deres verdenssyn og deres syn på skatter, og Steven Breunig informerer os, at "skattelettelse" blev indført i dansk af Mogens Glistrup, som jo ikke ligefrem var begejstret for skatten.

"Skattelettelse" er altså et borgerligt ord, der promoverer et borgeligt verdenssyn, som er rimeligt anti-skat. Og det holder jo ikke, at Socialdemokraterne bruger et sådant ord, for de løber simpelthen bare de borgeliges ærinde, og det ganske ukritisk og sandsynligvis også uvidende. Eftersom skat-som-byrde og skat-som-investering-i-velfærd er to uforlignelige modeller, betyder det, at sloganet "velfærd eller skattelettelser?"s indre logik falder helt fra hinanden, og framen bliver på sin vis neutraliseret.

Det er en skam, at Socialdemokraterne har været dumme nok til at bruge et borgerligt udtryk, for havde de bruget et udtryk, som ikke var farvet af borgerlige værdier, og som ikke præsenterede skat som en byrde, ville deres slogan have været et meget effektivt stykke framing, men nu er det bare et kæmpe fodskud af karat. Hvis man vil ændre folks holdning til skat, bliver man nødt til at se sig om efter et andet udtryk for skattenedsættelser, som IKKE præsenterer skat som en byrde. Man bør snarere finde et udtryk, der passer ind i verdenssynet, hvor skat konceptualiseres som en investering i samfundet.

Da "velfærd" og "skattelettelse" jo begge er positive ord rent semantisk, så kunne Socialdemokraterne lige så godt have spurgt "guld eller grønne skove?".

• George Lakoff diskuterer udtrykket "tax relief" i bogen Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate.
• Steven Breunigs diskussion af "skattelettelse" findes i artiklen "Skattelettelse: et fremmedord i velfærdsdebatten", som er tryk i journalen Arbejderhistorie, nummer 4.
• Læs mere om konceptuelle metaforer i Metaphors we Live by og Philosophy in the Flesh, begge af George Lakoff og Mark Johnson
• For mere om konceptuelle metaforer i politik, læs George Lakoffs Moral Politics.
  

... men så' det faktisk skidt

Mange af dem, som jeg har snakket med om sproget i den igangværende valgkamp har givet udtryk for, at SFs hovedslogan er blandt de bedste sproglige indslag i kampen om mandaterne. Sloganet lyder:

Det ku' være så godt...

Og, jo, det er faktisk et rimeligt smart slogan, som er interessant i forbindelse med det, grammatikere kalder modalitet, og så er det jo også en allusion til den velkendte sang, hvor omkvædet lyder "det ku' være så godt, men så det faktisk skidt".

Hvad er modalitet så? Jo, det er måske lidt en kringlet affære, men forklaret meget simpelt, så har modalitet at gøre med, hvad der hypotetisk er muligt, men ikke nødvendigvis virkeligt. Det lyder komplekst og halvfilosofisk, men modalitet er meget vigtigt for menneskeracen. Det udgør nemlig en vigtig del af den menneskelige fantasi, da modalitet tillader os at tænke, ikke kun over hvad, der er, men også hvad der kunne have været.

Modalitetens vigtighed afspejles også i sproget; blandt andet i det, der hedder modalverber. Modalverber (så som "kunne", "skulle", "måtte" osv.) er en slags hjælpeudsagnsord, der understreger, at den situation, som hovedudsagnsordet i et udsagnsled refererer til, er hypotetisk men ikke nødvendigvis virkelig. Her er et eksempel:

Jeg har spist din pizza
Jeg kunne have spist din pizza

I den første sætning, med udsagnsleddet "har spist", gives der udtryk for en hændelse, der har fundet sted. I den andent sætning med udsagnsleddet "kunne have spist", som jo indeholder et modalverbum, er situationen en lidt anden. Her gives der udtryk for, at min spisning af din pizza er en rent hypotetisk mulighed, men ikke nødvendigvis en hændelse, der virkeligt har fundet sted. Dette kan undrestreges ved at lege lidt med sproget og indsætte nogle 'benægtelser'

*Jeg har spist din pizza, men jeg gjorde det ikke
Jeg kunne have spist din pizza, men jeg gjorde det ikke

I den første sætning kan man ikke rigtigt indsætte en benægtelse (asterisken indikerer, at sætningen er forkert), fordi sætningen så ville være selvmodsigende i og med, at den jo netop giver udtryk for, at pizzaspisningen har fundet sted. Det fungerer til gengæld fint i sætning to, fordi med modalverbet "kunne" giver sætningen jo kun udtryk for en mulig, men ikke virkelig, hændelse. I mere filosofiske tilgange til sproget arbejder man ligefrem med den ide, at modalverber opsætter en alternativ uvirkelig verden til vores egen virkelige verden (det kaldes "alternate worlds" på engelsk, og er, omend lidt spaced out, ret spændende).

Hvis man kigger på "det ku' være så godt...", ser man straks, at der er et modalverbum i udsagnsleddet "ku' være" ("ku'" er jo en forkortet form af "kunne"). Det vil sige, at det, at det er godt, er i dette slogan ikke en virkelighed, men blot en hypotetisk tilstand. Det vil sige, at tilstandene under den nuværende regering indirekte præsenteres som værende ikke ret gode, men i en virkelighed, hvor SF havde mere indflydelse, ville tilstandene være meget bedre. Og den verden er ikke virkelig lige nu, men det kunne den gå hen og blive efter valget, hvis SF havde stemmer nok. Således er implikaturen (altså den indirekte betydning). Og dette er ikke rent gætværk eller den pure fortolkning fra min side:

Men faktisk har vi også et valgslogan, der er lidt i den boldgade: "Det ku’ være så godt." Underforstået, hvis SF får mulighed for at gennemføre partiets politik.
Villy Søvndals blog på Politiken

SF har tydeligt tænkt dette slogan grundigt igennem, og der for er det rent sprogligt mere effektivt end mange andre slogans, vi har set i denne valgkamp.

Og det slutter ikke her. Sloganet er også en allusion (altså en skjult hentydning) til den velkendte strofe "det ku' være så godt, men så' det faktisk skidt". Og man må erkende, at det er meget fristende mentalt lige at tilføje "men så' det faktisk skidt", når man ser en SF-valgplakat. Det smarte ved denne allusion er, at det bygger videre på modalitetsforholdene, da, hvis man da har fantasien til at forbinde "men så' det faktisk skidt" med den virkelighed, som "det ku' være så godt" er et hypotetisk alternativ til - nemlig, tilstandene under den nuværende regering. Hvis man kan lave denne forbindelse, ser modalitetsforholdene altså således ud:

Det ku' være så godt = hypotetisk mulig virkelighed, hvor SF har indflydelse
men så' det faktisk skidt = den 'virkelige' virkelighed, hvor VK(O), sidder på magten

Den logiske effekt i det univers, som SFs slogan præsenterer, er jo så, at man skynder sig at stemme på SF, så den hypotetiske uvirkelige virkelighed kan blive virkelighed.

Der er dog et lille problem ved den måde, dette slogan lanceres på, som har med multimodalitet at gøre. Og, ja det er lidt forvirrende, men multimodalitet har intet med modalitet at gøre. Multimodalitet er når man har et stykke kommunikation, der bruger flere forskellige former for kommunikation samtidig. De fleste valgplakater er multimodale, da de gør brug af både visuel og tekstlig kommunikation. Problemet med SFs valgmotto er, at man tit støder på det ved siden at et billede af Villy Søvndal. Dermed kan man fristes til at fortolke sloganet som i retning af dette "det ku' være så godt, men nu har vi kun Villy Søvndal". Okay, det kræver lidt fantasi og gør ikke anden skade end, at det genererer en smule humor, men alligevel.

Bortset fra det, så er dette slogan et af de bedre i den igangværende valgkamp, og det er på sin vis betryggende, at SF modsat mange andre partier lader til at rent faktisk at have tænkt over deres sprogbrug.

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:

Konservativ med hjerte

Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:

Der står salt på bordet.

Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT

Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.

Framing og uklart sprog i Dansk Folkepartis valgannonce

Valgkampen er blæst i gang, og debatterne raser allerede. Folk kalder hinanden for varmluftsballoner og løgnere. Der udbydes valgflæsk til højre og til venstre. Temaerne er mange: danske værdier, integration, velfærd, skattereformer... alt er ved det gamle. Midt i alt dette ligger sproget som medium og som våben. Vi støder på det i alt fra slogans over debatter til artikler og taler. Heri bruges sproget til at promovere ens egen politiske dagsorden, til at få modstanderne til at ligne skurke og tåber samt til at påvirke den almene danskers verdenssyn.

Et af de første slogans i denne valgkamp står Dansk Folkeparti for. Det lyder således:

Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke

Denne vending optræder i en valgannonce hvor den akkompagneres af et billede af en hånd, der er i fuld gang med at tegne en beskægget turban-bærende mand. Illustrationen er ifølge DRs hjemmeside taget fra en bog om islam fra 1683. Dette er tydeligtvis en reference til Muhammed-krisen, hvor et af hovedordene netop var "ytringsfrihed". Med denne annonce forsøger Dansk Folkeparti at bringe Muhammedkrisen på valgkampens dagsorden. Pia Kjærsgaard siger selv, at de netop bringer Muhammedkrisen på banen, da ytringsfrihed ifølge hende er en dansk værdi, der var truet, mens krisen stod på.

Annoncen har fået en blandet modtagelse, men lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet betegner manøvren som genial, og har udtalt:

Det er ret kløgtigt. De har alt at vinde med denne annonce. Al erfaring viser, at jo højere indvandrere og kultursammenstød kommer på dagsordenen, jo flere stemmer får Dansk Folkeparti. De skal være provokerende men samtidig så stuerene, at de kan forhandle politik med statsministeren. De opnår begge dele.

Hvorvidt annoncen er stueren eller ej skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er i hvert fald et eksempel på en strategi, som der har været tradition for i amerikansk politik i mange år, og som specielt de konservative amerikanske politikere har haft success med. Sprog og kommunikation indgår som en vigtig ingrediens i denne taktik, der i sprogforskningen kaldes framing. Jeg skal ikke gå i detaljer her med hvad framing går ud på (måske vil jeg dedikere et indlæg til en beskrivelse af framing senere - foreløbigt henviser jeg læseren til de bogtitler, der findes i slutningen af dette indlæg), men kort sagt går framing ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer i modtageren, som promoverer ens eget verdenssyn.

Og det er netop det, Dansk Folkeparti gør her. Ved at sidestille "ytringsfrihed" og "dansk" fremkalder de en model i vores tanker, hvor ytringsfrihed er en specifik dansk værdi (selvom, det jo egentligt er en rettighed, som værdsættes i mange kulturer nu om dage og dermed ikke noget unikt dansk). Og ved at opstille dette op mod "censur" som noget ikke-dansk og sidestiller det med et billede af Muhammed fremkalder annoncen et scenario, hvor en dansk værdi trues af islam. Dette resulterer netop i yderligere associationer til kultursammenstød og islamofobi. Fokus på dette i valgkampen gør, at der stikkes til islamofobien, der hviler i mange danskere, hvilket Dansk Folkeparti kan vinde stemmer på, da de netop fremstiller sig som beskyttere af danske værdier og bekæmpere af fremmede "trusler".

Det interessante her er sammenspillet mellem sproglig og visuel kommunikation (et sådant sammenspil hører forresten under begrebet multimodalitet). Det er billede og tekst, der framer i dette tilfælde. Hvis det bare var et spørgsmål om censur, kunne man jo lige så godt have sat et billede af DRs logo på, da det som bekendt lykkedes DR at presse Københavns Universitet til at tvinge en studerende til at trække et speciale tilbage, da dette ikke fremstillede DRs Underholdningsorkester i et positivt lys. En sådan handling må da i høj grad også siges at være censur. Eller de kunne referere til de mange tilfælde, hvor regeringsinstanser har ændret i diverse rapporter for at tilbageholde oplysninger, der ikke var i deres favør. Det er jo også censur. Eller hvad med et billede af Jesus på en sandal. Der var jo en sag for mange år siden, hvor Føtex blev tvunget til at trække nogle sandaler med et billede af Jesus på, fordi danske katolikker fandt det krænkende, at man sådan gik og trådte på et billede af Frelseren. Det må også siges at være en slags censur. Men det ville ikke fungere i den frame, som Dansk Folkeparti sætter op med deres annonce, for det ville jo ikke opstille modsætningen mellem ytringsfrihed og censur som et sammenstød mellem en dansk værdi og islam, da censuren her jo er ad dansk oprindelse.

Så på den vis kan annoncen siges at være kløgtig, men jeg må sige, at jeg synes også, at deres strategi er meget nem at gennemskue. Alt det kræver er, at man sætter sig ned og tænker over alle de tilfælde af censur fra dansk side, der har fundet sted i den nyere historie. Så kan man undre sig over, at Dansk Folkeparti ikke refererer til dem i deres annonce.

Der er et andet problem med annoncen, og det ligger i selve vendingen "Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke". Problemet er tvetydighed i stedordet "det". Sådan som vendingen ser ud, kan den faktisk have to betydninger. Som de fleste nok ved, så er et stedord en slags stunt-ord, som man bruger i stedet for et andet, så man slipper for at gentage sig selv hele tiden (okay, det er i virkeligheden meget mere kompliceret med stedord, men skidt med det). Det vil sige, at stedord ofte "peger tilbage på" det ord, de står i stedet for. Den tekniske term for denne pegen tilbage er "anafora"(eller "anaphora", hvis man er lidt mere internationalt orienteret). Problemet her er, at der er to muligheder for anafora. Enten peger "det" tilbage på "dansk" - og dette er den tiltænkte anaforiske retning - eller også peger "det" tilbage på "ytringsfrihed". Faktisk har vi en konstruktion på dansk med formen [X er det ikke], hvis funktion er at informere, at noget ikke kan beskrives som X. Her er nogle eksempler på denne konstruktion i brug:

Hvad er det grønne der? Tjah, salat er det ikke.
Man kan sige meget om ost, men sundt er det ikke.

Jeg ved ikke, om musikken er Slayer eller Metallica, men Aqua er det ikke.I denne konstruktion peger "det" obligatorisk tilbage til det, som ikke kan beskrives som X. Der er således to mulige betydninger af Dansk Folkepartis catchphrase:

Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke dansk
Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke ytringsfihed

Det virker måske som en banalitet, og beskeden er jo næsten den samme (og de fleste er vel i stand til at lure, at det er den første betydning, der er tiltænkt). Der er dog den lille forskel, at i betydning to er det ikke så tydeligt, at ytringsfrihed stilles op som noget dansk mod noget udansk. Hvis man går efter denne anden betydning og læser det som et typisk eksempel på [X er det ikke], så falder Dansk Folkepartis frame lidt fra hinanden.

Så en banalitet er det ikke. Bare det faktum, at der er tvetydighed i sproget, gør også, at der er uklarhed i sproget, hvilket så igen gør kommunikationen mindre effektiv... og dette er uheldigt uanset hvor stor eller lille uklarheden er.

Desuden er det måske også lidt pinligt, at et parti, der hævder at beskytte de danske værdier ikke engang har kendskab nok til det danske sprog til at bruge det ordenligt og utvetydigt.



Læs mere om framing:

• George Lakoff: Moral Politics
• George Lakoff: Don't Think of an Elephant
• Jeffrey Feldman: Framing the Debate
• Frank Luntz: Words that Matter