... men så' det faktisk skidt

Mange af dem, som jeg har snakket med om sproget i den igangværende valgkamp har givet udtryk for, at SFs hovedslogan er blandt de bedste sproglige indslag i kampen om mandaterne. Sloganet lyder:

Det ku' være så godt...

Og, jo, det er faktisk et rimeligt smart slogan, som er interessant i forbindelse med det, grammatikere kalder modalitet, og så er det jo også en allusion til den velkendte sang, hvor omkvædet lyder "det ku' være så godt, men så det faktisk skidt".

Hvad er modalitet så? Jo, det er måske lidt en kringlet affære, men forklaret meget simpelt, så har modalitet at gøre med, hvad der hypotetisk er muligt, men ikke nødvendigvis virkeligt. Det lyder komplekst og halvfilosofisk, men modalitet er meget vigtigt for menneskeracen. Det udgør nemlig en vigtig del af den menneskelige fantasi, da modalitet tillader os at tænke, ikke kun over hvad, der er, men også hvad der kunne have været.

Modalitetens vigtighed afspejles også i sproget; blandt andet i det, der hedder modalverber. Modalverber (så som "kunne", "skulle", "måtte" osv.) er en slags hjælpeudsagnsord, der understreger, at den situation, som hovedudsagnsordet i et udsagnsled refererer til, er hypotetisk men ikke nødvendigvis virkelig. Her er et eksempel:

Jeg har spist din pizza
Jeg kunne have spist din pizza

I den første sætning, med udsagnsleddet "har spist", gives der udtryk for en hændelse, der har fundet sted. I den andent sætning med udsagnsleddet "kunne have spist", som jo indeholder et modalverbum, er situationen en lidt anden. Her gives der udtryk for, at min spisning af din pizza er en rent hypotetisk mulighed, men ikke nødvendigvis en hændelse, der virkeligt har fundet sted. Dette kan undrestreges ved at lege lidt med sproget og indsætte nogle 'benægtelser'

*Jeg har spist din pizza, men jeg gjorde det ikke
Jeg kunne have spist din pizza, men jeg gjorde det ikke

I den første sætning kan man ikke rigtigt indsætte en benægtelse (asterisken indikerer, at sætningen er forkert), fordi sætningen så ville være selvmodsigende i og med, at den jo netop giver udtryk for, at pizzaspisningen har fundet sted. Det fungerer til gengæld fint i sætning to, fordi med modalverbet "kunne" giver sætningen jo kun udtryk for en mulig, men ikke virkelig, hændelse. I mere filosofiske tilgange til sproget arbejder man ligefrem med den ide, at modalverber opsætter en alternativ uvirkelig verden til vores egen virkelige verden (det kaldes "alternate worlds" på engelsk, og er, omend lidt spaced out, ret spændende).

Hvis man kigger på "det ku' være så godt...", ser man straks, at der er et modalverbum i udsagnsleddet "ku' være" ("ku'" er jo en forkortet form af "kunne"). Det vil sige, at det, at det er godt, er i dette slogan ikke en virkelighed, men blot en hypotetisk tilstand. Det vil sige, at tilstandene under den nuværende regering indirekte præsenteres som værende ikke ret gode, men i en virkelighed, hvor SF havde mere indflydelse, ville tilstandene være meget bedre. Og den verden er ikke virkelig lige nu, men det kunne den gå hen og blive efter valget, hvis SF havde stemmer nok. Således er implikaturen (altså den indirekte betydning). Og dette er ikke rent gætværk eller den pure fortolkning fra min side:

Men faktisk har vi også et valgslogan, der er lidt i den boldgade: "Det ku’ være så godt." Underforstået, hvis SF får mulighed for at gennemføre partiets politik.
Villy Søvndals blog på Politiken

SF har tydeligt tænkt dette slogan grundigt igennem, og der for er det rent sprogligt mere effektivt end mange andre slogans, vi har set i denne valgkamp.

Og det slutter ikke her. Sloganet er også en allusion (altså en skjult hentydning) til den velkendte strofe "det ku' være så godt, men så' det faktisk skidt". Og man må erkende, at det er meget fristende mentalt lige at tilføje "men så' det faktisk skidt", når man ser en SF-valgplakat. Det smarte ved denne allusion er, at det bygger videre på modalitetsforholdene, da, hvis man da har fantasien til at forbinde "men så' det faktisk skidt" med den virkelighed, som "det ku' være så godt" er et hypotetisk alternativ til - nemlig, tilstandene under den nuværende regering. Hvis man kan lave denne forbindelse, ser modalitetsforholdene altså således ud:

Det ku' være så godt = hypotetisk mulig virkelighed, hvor SF har indflydelse
men så' det faktisk skidt = den 'virkelige' virkelighed, hvor VK(O), sidder på magten

Den logiske effekt i det univers, som SFs slogan præsenterer, er jo så, at man skynder sig at stemme på SF, så den hypotetiske uvirkelige virkelighed kan blive virkelighed.

Der er dog et lille problem ved den måde, dette slogan lanceres på, som har med multimodalitet at gøre. Og, ja det er lidt forvirrende, men multimodalitet har intet med modalitet at gøre. Multimodalitet er når man har et stykke kommunikation, der bruger flere forskellige former for kommunikation samtidig. De fleste valgplakater er multimodale, da de gør brug af både visuel og tekstlig kommunikation. Problemet med SFs valgmotto er, at man tit støder på det ved siden at et billede af Villy Søvndal. Dermed kan man fristes til at fortolke sloganet som i retning af dette "det ku' være så godt, men nu har vi kun Villy Søvndal". Okay, det kræver lidt fantasi og gør ikke anden skade end, at det genererer en smule humor, men alligevel.

Bortset fra det, så er dette slogan et af de bedre i den igangværende valgkamp, og det er på sin vis betryggende, at SF modsat mange andre partier lader til at rent faktisk at have tænkt over deres sprogbrug.

Framing og uklart sprog i Dansk Folkepartis valgannonce

Valgkampen er blæst i gang, og debatterne raser allerede. Folk kalder hinanden for varmluftsballoner og løgnere. Der udbydes valgflæsk til højre og til venstre. Temaerne er mange: danske værdier, integration, velfærd, skattereformer... alt er ved det gamle. Midt i alt dette ligger sproget som medium og som våben. Vi støder på det i alt fra slogans over debatter til artikler og taler. Heri bruges sproget til at promovere ens egen politiske dagsorden, til at få modstanderne til at ligne skurke og tåber samt til at påvirke den almene danskers verdenssyn.

Et af de første slogans i denne valgkamp står Dansk Folkeparti for. Det lyder således:

Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke

Denne vending optræder i en valgannonce hvor den akkompagneres af et billede af en hånd, der er i fuld gang med at tegne en beskægget turban-bærende mand. Illustrationen er ifølge DRs hjemmeside taget fra en bog om islam fra 1683. Dette er tydeligtvis en reference til Muhammed-krisen, hvor et af hovedordene netop var "ytringsfrihed". Med denne annonce forsøger Dansk Folkeparti at bringe Muhammedkrisen på valgkampens dagsorden. Pia Kjærsgaard siger selv, at de netop bringer Muhammedkrisen på banen, da ytringsfrihed ifølge hende er en dansk værdi, der var truet, mens krisen stod på.

Annoncen har fået en blandet modtagelse, men lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet betegner manøvren som genial, og har udtalt:

Det er ret kløgtigt. De har alt at vinde med denne annonce. Al erfaring viser, at jo højere indvandrere og kultursammenstød kommer på dagsordenen, jo flere stemmer får Dansk Folkeparti. De skal være provokerende men samtidig så stuerene, at de kan forhandle politik med statsministeren. De opnår begge dele.

Hvorvidt annoncen er stueren eller ej skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er i hvert fald et eksempel på en strategi, som der har været tradition for i amerikansk politik i mange år, og som specielt de konservative amerikanske politikere har haft success med. Sprog og kommunikation indgår som en vigtig ingrediens i denne taktik, der i sprogforskningen kaldes framing. Jeg skal ikke gå i detaljer her med hvad framing går ud på (måske vil jeg dedikere et indlæg til en beskrivelse af framing senere - foreløbigt henviser jeg læseren til de bogtitler, der findes i slutningen af dette indlæg), men kort sagt går framing ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer i modtageren, som promoverer ens eget verdenssyn.

Og det er netop det, Dansk Folkeparti gør her. Ved at sidestille "ytringsfrihed" og "dansk" fremkalder de en model i vores tanker, hvor ytringsfrihed er en specifik dansk værdi (selvom, det jo egentligt er en rettighed, som værdsættes i mange kulturer nu om dage og dermed ikke noget unikt dansk). Og ved at opstille dette op mod "censur" som noget ikke-dansk og sidestiller det med et billede af Muhammed fremkalder annoncen et scenario, hvor en dansk værdi trues af islam. Dette resulterer netop i yderligere associationer til kultursammenstød og islamofobi. Fokus på dette i valgkampen gør, at der stikkes til islamofobien, der hviler i mange danskere, hvilket Dansk Folkeparti kan vinde stemmer på, da de netop fremstiller sig som beskyttere af danske værdier og bekæmpere af fremmede "trusler".

Det interessante her er sammenspillet mellem sproglig og visuel kommunikation (et sådant sammenspil hører forresten under begrebet multimodalitet). Det er billede og tekst, der framer i dette tilfælde. Hvis det bare var et spørgsmål om censur, kunne man jo lige så godt have sat et billede af DRs logo på, da det som bekendt lykkedes DR at presse Københavns Universitet til at tvinge en studerende til at trække et speciale tilbage, da dette ikke fremstillede DRs Underholdningsorkester i et positivt lys. En sådan handling må da i høj grad også siges at være censur. Eller de kunne referere til de mange tilfælde, hvor regeringsinstanser har ændret i diverse rapporter for at tilbageholde oplysninger, der ikke var i deres favør. Det er jo også censur. Eller hvad med et billede af Jesus på en sandal. Der var jo en sag for mange år siden, hvor Føtex blev tvunget til at trække nogle sandaler med et billede af Jesus på, fordi danske katolikker fandt det krænkende, at man sådan gik og trådte på et billede af Frelseren. Det må også siges at være en slags censur. Men det ville ikke fungere i den frame, som Dansk Folkeparti sætter op med deres annonce, for det ville jo ikke opstille modsætningen mellem ytringsfrihed og censur som et sammenstød mellem en dansk værdi og islam, da censuren her jo er ad dansk oprindelse.

Så på den vis kan annoncen siges at være kløgtig, men jeg må sige, at jeg synes også, at deres strategi er meget nem at gennemskue. Alt det kræver er, at man sætter sig ned og tænker over alle de tilfælde af censur fra dansk side, der har fundet sted i den nyere historie. Så kan man undre sig over, at Dansk Folkeparti ikke refererer til dem i deres annonce.

Der er et andet problem med annoncen, og det ligger i selve vendingen "Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke". Problemet er tvetydighed i stedordet "det". Sådan som vendingen ser ud, kan den faktisk have to betydninger. Som de fleste nok ved, så er et stedord en slags stunt-ord, som man bruger i stedet for et andet, så man slipper for at gentage sig selv hele tiden (okay, det er i virkeligheden meget mere kompliceret med stedord, men skidt med det). Det vil sige, at stedord ofte "peger tilbage på" det ord, de står i stedet for. Den tekniske term for denne pegen tilbage er "anafora"(eller "anaphora", hvis man er lidt mere internationalt orienteret). Problemet her er, at der er to muligheder for anafora. Enten peger "det" tilbage på "dansk" - og dette er den tiltænkte anaforiske retning - eller også peger "det" tilbage på "ytringsfrihed". Faktisk har vi en konstruktion på dansk med formen [X er det ikke], hvis funktion er at informere, at noget ikke kan beskrives som X. Her er nogle eksempler på denne konstruktion i brug:

Hvad er det grønne der? Tjah, salat er det ikke.
Man kan sige meget om ost, men sundt er det ikke.

Jeg ved ikke, om musikken er Slayer eller Metallica, men Aqua er det ikke.I denne konstruktion peger "det" obligatorisk tilbage til det, som ikke kan beskrives som X. Der er således to mulige betydninger af Dansk Folkepartis catchphrase:

Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke dansk
Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke ytringsfihed

Det virker måske som en banalitet, og beskeden er jo næsten den samme (og de fleste er vel i stand til at lure, at det er den første betydning, der er tiltænkt). Der er dog den lille forskel, at i betydning to er det ikke så tydeligt, at ytringsfrihed stilles op som noget dansk mod noget udansk. Hvis man går efter denne anden betydning og læser det som et typisk eksempel på [X er det ikke], så falder Dansk Folkepartis frame lidt fra hinanden.

Så en banalitet er det ikke. Bare det faktum, at der er tvetydighed i sproget, gør også, at der er uklarhed i sproget, hvilket så igen gør kommunikationen mindre effektiv... og dette er uheldigt uanset hvor stor eller lille uklarheden er.

Desuden er det måske også lidt pinligt, at et parti, der hævder at beskytte de danske værdier ikke engang har kendskab nok til det danske sprog til at bruge det ordenligt og utvetydigt.



Læs mere om framing:

• George Lakoff: Moral Politics
• George Lakoff: Don't Think of an Elephant
• Jeffrey Feldman: Framing the Debate
• Frank Luntz: Words that Matter