Guld eller grønne skove?

Socialdemokraternes "kampråb" lyder, som nogle vælgere nok har lagt mærke til, således:

Velfærd eller skattelettelse.

Umiddelbart virker det, ret framingsmæssigt, som et meget effektivt slogan, der meget præcist framer velfærd og borgerlig skattepolitik i perspektivet af socialdemokratiske værdier, men faktisk lider dette slogan under en manglende indre logik, hvis ikke en direkte konceptuel konflikt.

Lad os tage det gode først, og vi starter i grammatikken. Selve den grammatiske struktur er det, der nogle gange kaldes et paratagme. Paratagmer er konsturktioner, hvor to - eller flere - led sidestilles ved hjælp af en sidestillende konjunktion. Ved at bruge den sidestillende konjunktion 'eller' i et paratagme stiller man de to sidestillede led op som gensidigt udelukkende alternativer, der ikke overraskende står i et enten-eller forhold til hinanden. Således opstiller Socialdemokraterne velfærd og skattenedsættelser som eksklusivt udelukkende alternativer til hinanden. Det, sloganet siger, er altså:

"I kan enten få velfærd eller skattenedsættelser, men ikke begge dele"

Men det er ikke alt. Det er vigtigt, at "velfærd" står først. I og med, at velfærd nævnes først, bliver de vidensstrukturer, vi har om velfærd, aktiveret først. Den kognitive model for velfærd ser typisk, meget simpelt opstillet, sådan her ud:

• Velfærden gør, at der er lige muligheder for alle (der er f.eks. fri uddannelse, fri lægebehandling, fri børnepasning, financiel støtte til de svageste, SU)
• Velfærden financieres af skatter (det er altså skatter, der gør velfærdgoderne mulige)

Ved at præsentere skattenedsættelser som et alternativ til velfærd giver sloganet så udtryk for, at man ikke både kan have velfærd og skattenedsættelser. Men på et rent konceptuelt plan har dette slogan også nogle konsekvenser i og med, at det opsætter følgende model:

Hvis velfærd er financieret af skatter, betyder det, at hver gang man foretager en skattenedsættelse, fjerner man noget af velfærden og dermed noget af de goder, som alle samfundets borgere nyder godt af.

Det er vigtigt, at "skattelettelser" nævnes efter "velfærd", for hvis det havde heddet "Skattelettelser eller velfærd?", ville man aktivere ens vidensstrukturer om skattenedsættelser først, hvilket ville betyde, at skattenedsættelser ville være udgangspunktet, og ikke velfærd, og på den måde ville velfærd måske endog fremstå som noget negativt, der står i vejen for skattenedsættelser. Som sloganet er, fremstilles skattenedsættelser jo netop som noget, der står i vejen for velfærd, og det er rigtig smart framing, hvis man vil promovere et socialdemokratisk verdenssyn.

Man desværre falder hele framen fra hinanden på grund af ukritisk sprogbrog. Hvordan kan det være? For at finde svaret skal vi kigge nærmere på ordet "skattelettelse" (og trække på argumenter foretaget af George Lakoff og Steven Breunig, der har kigget kritisk på henholdsvis "tax relief" og "skattelettelse"). Skattelettelse er et substantiv (eller navneord), men et specielt et af slagsen. Det hører til den slags substantiver, der kaldes "compound nouns" på engelsk (jeg tror, de kaldes "sammensatte navneord" i dansk grammatisk terminologi). Det vigtige element her er "lettelse". Ordet "lettelse" indebærer, at der også er en byrde, og det betyder jo, at ordet "skattelettelse" præsenterer skat som en byrde, som så fjernes af en slags helt. Modellen ser nogenlunde sådan her ud:

• En byrde gør livet surt for et "offer"
• Der kommer en og fjerner byrden
• Uden byrden får "offeret" frihed
• Den, der fjerne byrden er en slags frigører eller helt
• Den, der modsætter sig fjernelse af byrden er en slags skurk

Både George Lakoff og Steven Breunig argumenterer, at ordene "tax relief" og "skattelettelse" faktisk fremkalder en underlæggende dyb metafor (et såkaldt "conceptual metafor"), hvor skat konceptualiseres som en byrde. Der kan således opstilles paralleller mellem byrde-modellen og skattenedsættelses-modellen:

• Byrde = skat
• Offer = borgeren
• Fjernelse af byrden = skattenedsættelsen
• Frihed = økonomisk frihed (eller "flere penge mellem hænderne")
• Frigører = regeringen, der foretager skattenedsættelser
• Skurk = modstandere af skattenedsættelser

Altså giver ordet "skattelettelse" udtryk for, at skat er en byrde, og det er typisk en borgerlig holdning, og i og med, at Socialdemokraterne jo typisk er modstandere af skattenedsættelser, falder de jo ind i rollen som skurke i denne model.

Ifølge Geroge Lakoff blev ordet "tax relief" opfundet af konservative, netop for at promovere deres verdenssyn og deres syn på skatter, og Steven Breunig informerer os, at "skattelettelse" blev indført i dansk af Mogens Glistrup, som jo ikke ligefrem var begejstret for skatten.

"Skattelettelse" er altså et borgerligt ord, der promoverer et borgeligt verdenssyn, som er rimeligt anti-skat. Og det holder jo ikke, at Socialdemokraterne bruger et sådant ord, for de løber simpelthen bare de borgeliges ærinde, og det ganske ukritisk og sandsynligvis også uvidende. Eftersom skat-som-byrde og skat-som-investering-i-velfærd er to uforlignelige modeller, betyder det, at sloganet "velfærd eller skattelettelser?"s indre logik falder helt fra hinanden, og framen bliver på sin vis neutraliseret.

Det er en skam, at Socialdemokraterne har været dumme nok til at bruge et borgerligt udtryk, for havde de bruget et udtryk, som ikke var farvet af borgerlige værdier, og som ikke præsenterede skat som en byrde, ville deres slogan have været et meget effektivt stykke framing, men nu er det bare et kæmpe fodskud af karat. Hvis man vil ændre folks holdning til skat, bliver man nødt til at se sig om efter et andet udtryk for skattenedsættelser, som IKKE præsenterer skat som en byrde. Man bør snarere finde et udtryk, der passer ind i verdenssynet, hvor skat konceptualiseres som en investering i samfundet.

Da "velfærd" og "skattelettelse" jo begge er positive ord rent semantisk, så kunne Socialdemokraterne lige så godt have spurgt "guld eller grønne skove?".

• George Lakoff diskuterer udtrykket "tax relief" i bogen Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate.
• Steven Breunigs diskussion af "skattelettelse" findes i artiklen "Skattelettelse: et fremmedord i velfærdsdebatten", som er tryk i journalen Arbejderhistorie, nummer 4.
• Læs mere om konceptuelle metaforer i Metaphors we Live by og Philosophy in the Flesh, begge af George Lakoff og Mark Johnson
• For mere om konceptuelle metaforer i politik, læs George Lakoffs Moral Politics.
  

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:

Konservativ med hjerte

Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:

Der står salt på bordet.

Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT

Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.