Guld og grønne skove: De Konservative mellem linierne - del I

Hvis man bladrer op i dagens Søndagsavisen (11/11-07 - Odense) vil man støde på ikke mindre end tre store (plus en mellemstor) valgannoncer for De Konservative. De virker umiddelbart meget forskellige, og umiddelbart virker de også rimeligt humanistiske med fraser som "et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere", "Danmark går i spidsen for bedre klima og miljø i verden", "et trygt Danmark", "flygtninge behøver faktisk husly" - ja, det lyder nærmest ventreorienteret, men hvis man læser mellem linierne, vil man finde, at alle annoncer faktisk repræsenterer et hierarkisk og ultra-traditionelt verdenssyn, der har meget til fælles med den måde de amerikanske ultrakonservative ser verden på. Jeg vil gennemgå de fire valgannoncer i en serie på fire små indlæg, jeg kalder for "De Konservative mellem linierne".

Vi starter med en af de to Bendt Bendtsen annoncer (den på side 11, og den som nok er mest umiddelbart konservativt orienteret). Overskriften er "Vækst -> velstand -> velfærd", og artiklen virker umiddelbart som en kritik af Socialdemokraternes "Velfærd eller skattelettelser", hvor Socialdemokraterne framer velfærd og skattenedsættelse som to gensidigt eksluderende størrelser, således, at hvis man vil bevare velfærden, kan man ikke også få skattenedsættelser. Selvom framens indre logik brister på grund af valget af ordet "skattelettelser", er sloganet immervæk så effektivt, at Bendtsen har været nødsaget til at producere den forhåndenværende valgannonce, som umiddelbart forklarer, hvordan det kan lade sig gøre at have velfærd og skattenedsættelser på samme tid:

Helle Thorning forsøger at gøre valget til et spørgsmål om enten skattelettelser eller mere velfærd. Intet kan være mere forkert.

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og der bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økononomien og øget velstand for den enkelte borger.

Derved stiger skattegrundlaget og statens skatteindtægter. Og så får vi også råd til øget velfærd og offentlig service.

Det er med andre ord ikke et enten-eller, men et både og, når bare man tør tro på fremtiden.

Og det gør vi. I de sidste 6 år har vi skabt fundamentet, og nu har vi vedtaget skattelettelser og fremlagt en kvalitetsreform, hvor vi vil investere 50 mia. kroner i at forny og løfte kvaliteten af børnehaver, folkeskoler, kræftbehandling, ældre-pleje og meget mere.

Det er den konservative opskrift på et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere, og det arbejde vil vi fortsætte - med din hjælp den 13. november.

Det er på sin vis en meget smart måde at forklare det på, da det framer skat og velfærd i et konservativt perspektiv. Læg mærke til brugen af ordet "skattelettelse", som passer meget bedre ind i denne tekst. Læg også mærke til, at annoncen bygger videre på skat-som-byrde metaforen i udtrykket "når vi letter skatten", (det er også smart af de konservative at bruge fed skrifttype på deres catch-phrases, så de fanger ens opmærksomhed), hvor de konservative ligefrem konceptualiserer sig selv som helten, der frigør det stakkels offer fra byrden - på den måde får de også indirekte præsenteret Helle Thorning som skurken, der tvinger byrden ned over hovedet på ofret.

Det er smart framing, må man sige, men de konservative har jo også den fordel, at Socialdemokraterne allerede selv har lagt op til en aktivering af skat-som-byrde metaforen med det uheldige ordvalg i deres kampslogan.

Ja umiddelbart virker det som om, de Konservative har fat i noget af det rigtige her, men hvis man læser mellem linierne, bliver skat og velfærd ikke blot framet i perspektivet af danske konservative værdier, men også i perspektivet af en værdi, som associeres med amerikanske ultrakonservative - nemlig, det som kaldes the morality of reward and punishment (eller reward/punishment).

Reward/punishment er en vigtig del af den familiemodel som amerikanske konservative ifølge George Lakoff og andre forskere ligger til grund for det amerikanske konservative verdenssyn: strict father modellen. Strict father familien er en familiemodel, hvor faren har den højeste autoritet. Det er faren, der sætter husets regler op, og det er farens rolle at forsærge familien og håndhæve husets regler. Moren, der er faren underlegen, tager sig af husholdningen og hjælper faren med at håndhæve husets regler. Børnene har bare at adlyde deres forældre. Hvis de ikke adlyder, bliver de straffet hårdt (måske med stuearrest eller måske korporligt med smæk eller tæv med et bælte). Hvis de adlyder. bilver det belønnet med kærlighed eller måske materielt. Således opdrages børnene til at blive gode lovlydige mennesker gennem et reward/punishment system. Det vil sige, udsigt til belønnelse gør dem effektive borgerer, og frygt for afstraffelse gør dem til lovlydige borgerer. På dansk har vi et metaforisk udtryk, der beskriver dette system ret godt: "stok og gulerod".

Og udgangspunktet for den konservative opskrift på et bedre Danmark har faktisk reward/punishment- eller stok/gulerod-pricippet som hovedpræmis. Prøv at læse følgende igennem med reward/punishment-systemet in mente:

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og dere bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økonomien og øget velstand for den enkelte borger.

Udtrykket "Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats"
bygger faktisk på gulerodsdelen af reward/punishment-princippet. Altså er skattenedsættelse egentligt bare den gulerod, man holder foran næsen på folk for at få dem til at arbejde mere. På den måde er den konservative opskrift ikke andet en behavioristisk tankespind, hvor man egentligt bare har tænkt sig at lokke folk til at arbejde mere.

Stokkedelen fremgår ikke af teksten, men man kan altid tolke videre på udtrykket "at gøre en ekstra indsats". Hvad betyder det egentligt? Det betyder grangiveligt, at arbejde mere og hårdere (og her har vi en parallel til et andet konservativt amerikansk koncept: "the hard working American"). Men det kunne sagten indebære, at man også havde mere stokkeagtige metoder til at "øge effektiviteten", så som for eksempel længere arbejdsuger eller andre mere tvangsbaserede metoder. Problemet er jo, at folk måske slet ikke er interesseret i at gøre en ekstra indsats. Hvis skattenedsættelser på arbejde betyder "flere penge i hånden" med den indsats, man allerede gør, hvorfor skulle man så arbejde mere, når man nu alligevel allerede får mere end før?

Ja, det kræver faktisk ikke meget at gennemskue, at bag den konservative opskrift gemmer der sig et simpelt behavioristisk stok/gulerods-princip. Hvis vi holder os til familiemodellerne, så indebærer det også, at staten bliver den strenge far, der svinger stokken og lokker med guleroden. Og spørgsmålet er så, om et sådant primitivt system hører til i vor moderne og demokratiske verden.

Et andet problem (for mig i hvertfald) er, at deres opskrift ike er troværdig. I stedet for at overbevise mig om, at deres opskrift er den rette, får annoncen mig til at stille følgende spørgsmål: "Hvad bygger de deres opskrift på - hvilken økonomisk teori er det, og er der empiriske beviser på, at en sådan model overhovedet vil fungere?".

Jeg håber, at mange andre borgerer er lige så kritiske, og ikke bare køber valgflæsket råt.

Guld eller grønne skove?

Socialdemokraternes "kampråb" lyder, som nogle vælgere nok har lagt mærke til, således:

Velfærd eller skattelettelse.

Umiddelbart virker det, ret framingsmæssigt, som et meget effektivt slogan, der meget præcist framer velfærd og borgerlig skattepolitik i perspektivet af socialdemokratiske værdier, men faktisk lider dette slogan under en manglende indre logik, hvis ikke en direkte konceptuel konflikt.

Lad os tage det gode først, og vi starter i grammatikken. Selve den grammatiske struktur er det, der nogle gange kaldes et paratagme. Paratagmer er konsturktioner, hvor to - eller flere - led sidestilles ved hjælp af en sidestillende konjunktion. Ved at bruge den sidestillende konjunktion 'eller' i et paratagme stiller man de to sidestillede led op som gensidigt udelukkende alternativer, der ikke overraskende står i et enten-eller forhold til hinanden. Således opstiller Socialdemokraterne velfærd og skattenedsættelser som eksklusivt udelukkende alternativer til hinanden. Det, sloganet siger, er altså:

"I kan enten få velfærd eller skattenedsættelser, men ikke begge dele"

Men det er ikke alt. Det er vigtigt, at "velfærd" står først. I og med, at velfærd nævnes først, bliver de vidensstrukturer, vi har om velfærd, aktiveret først. Den kognitive model for velfærd ser typisk, meget simpelt opstillet, sådan her ud:

• Velfærden gør, at der er lige muligheder for alle (der er f.eks. fri uddannelse, fri lægebehandling, fri børnepasning, financiel støtte til de svageste, SU)
• Velfærden financieres af skatter (det er altså skatter, der gør velfærdgoderne mulige)

Ved at præsentere skattenedsættelser som et alternativ til velfærd giver sloganet så udtryk for, at man ikke både kan have velfærd og skattenedsættelser. Men på et rent konceptuelt plan har dette slogan også nogle konsekvenser i og med, at det opsætter følgende model:

Hvis velfærd er financieret af skatter, betyder det, at hver gang man foretager en skattenedsættelse, fjerner man noget af velfærden og dermed noget af de goder, som alle samfundets borgere nyder godt af.

Det er vigtigt, at "skattelettelser" nævnes efter "velfærd", for hvis det havde heddet "Skattelettelser eller velfærd?", ville man aktivere ens vidensstrukturer om skattenedsættelser først, hvilket ville betyde, at skattenedsættelser ville være udgangspunktet, og ikke velfærd, og på den måde ville velfærd måske endog fremstå som noget negativt, der står i vejen for skattenedsættelser. Som sloganet er, fremstilles skattenedsættelser jo netop som noget, der står i vejen for velfærd, og det er rigtig smart framing, hvis man vil promovere et socialdemokratisk verdenssyn.

Man desværre falder hele framen fra hinanden på grund af ukritisk sprogbrog. Hvordan kan det være? For at finde svaret skal vi kigge nærmere på ordet "skattelettelse" (og trække på argumenter foretaget af George Lakoff og Steven Breunig, der har kigget kritisk på henholdsvis "tax relief" og "skattelettelse"). Skattelettelse er et substantiv (eller navneord), men et specielt et af slagsen. Det hører til den slags substantiver, der kaldes "compound nouns" på engelsk (jeg tror, de kaldes "sammensatte navneord" i dansk grammatisk terminologi). Det vigtige element her er "lettelse". Ordet "lettelse" indebærer, at der også er en byrde, og det betyder jo, at ordet "skattelettelse" præsenterer skat som en byrde, som så fjernes af en slags helt. Modellen ser nogenlunde sådan her ud:

• En byrde gør livet surt for et "offer"
• Der kommer en og fjerner byrden
• Uden byrden får "offeret" frihed
• Den, der fjerne byrden er en slags frigører eller helt
• Den, der modsætter sig fjernelse af byrden er en slags skurk

Både George Lakoff og Steven Breunig argumenterer, at ordene "tax relief" og "skattelettelse" faktisk fremkalder en underlæggende dyb metafor (et såkaldt "conceptual metafor"), hvor skat konceptualiseres som en byrde. Der kan således opstilles paralleller mellem byrde-modellen og skattenedsættelses-modellen:

• Byrde = skat
• Offer = borgeren
• Fjernelse af byrden = skattenedsættelsen
• Frihed = økonomisk frihed (eller "flere penge mellem hænderne")
• Frigører = regeringen, der foretager skattenedsættelser
• Skurk = modstandere af skattenedsættelser

Altså giver ordet "skattelettelse" udtryk for, at skat er en byrde, og det er typisk en borgerlig holdning, og i og med, at Socialdemokraterne jo typisk er modstandere af skattenedsættelser, falder de jo ind i rollen som skurke i denne model.

Ifølge Geroge Lakoff blev ordet "tax relief" opfundet af konservative, netop for at promovere deres verdenssyn og deres syn på skatter, og Steven Breunig informerer os, at "skattelettelse" blev indført i dansk af Mogens Glistrup, som jo ikke ligefrem var begejstret for skatten.

"Skattelettelse" er altså et borgerligt ord, der promoverer et borgeligt verdenssyn, som er rimeligt anti-skat. Og det holder jo ikke, at Socialdemokraterne bruger et sådant ord, for de løber simpelthen bare de borgeliges ærinde, og det ganske ukritisk og sandsynligvis også uvidende. Eftersom skat-som-byrde og skat-som-investering-i-velfærd er to uforlignelige modeller, betyder det, at sloganet "velfærd eller skattelettelser?"s indre logik falder helt fra hinanden, og framen bliver på sin vis neutraliseret.

Det er en skam, at Socialdemokraterne har været dumme nok til at bruge et borgerligt udtryk, for havde de bruget et udtryk, som ikke var farvet af borgerlige værdier, og som ikke præsenterede skat som en byrde, ville deres slogan have været et meget effektivt stykke framing, men nu er det bare et kæmpe fodskud af karat. Hvis man vil ændre folks holdning til skat, bliver man nødt til at se sig om efter et andet udtryk for skattenedsættelser, som IKKE præsenterer skat som en byrde. Man bør snarere finde et udtryk, der passer ind i verdenssynet, hvor skat konceptualiseres som en investering i samfundet.

Da "velfærd" og "skattelettelse" jo begge er positive ord rent semantisk, så kunne Socialdemokraterne lige så godt have spurgt "guld eller grønne skove?".

• George Lakoff diskuterer udtrykket "tax relief" i bogen Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate.
• Steven Breunigs diskussion af "skattelettelse" findes i artiklen "Skattelettelse: et fremmedord i velfærdsdebatten", som er tryk i journalen Arbejderhistorie, nummer 4.
• Læs mere om konceptuelle metaforer i Metaphors we Live by og Philosophy in the Flesh, begge af George Lakoff og Mark Johnson
• For mere om konceptuelle metaforer i politik, læs George Lakoffs Moral Politics.
  

24-årsreglen: det handler om perspektiv

Endelig ser man et eksempel på framing i dansk politisk diskurs, der ikke falder fra hinanden, og det ser man, måske noget uventet, hos Enhedslisten. Hvis man hører til den slags, der irriteret smider dagens Nyhedsavisen i skraldespanden som dagens første handling, har man nok ikke set dette eksempel på framing. Hvis man derimod har kastet et blik på dagens udgave af Nyhedsavisen (altså d. 30. oktober) på side 12, så vil man se en valgannonce fra Enhedslisten, hvor der flot skrevet står:

Afskaf 24-årsreglen - fordi det er ok at være forelsket

"Og hvad er der så genialt ved dette?", kunne man spørge sig selv, "Er det ikke lidt noget pladderromantisk sludder?". Måske, men det er et næsten perfekt eksempel på effektiv framing, der giver et helt andet perspektiv på et "issue" og derved fremhæver nogle vinkler, som måske ikke lige passer ind i den måde modstanderen har fremstillet det.

Som nævnt i et tidligere indlæg går framing, i hvert fald political framing, ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer, der promoverer ens verdenssyn. Men der er mere i det end det. Framing er også tit et spørgsmål om perspektiv, og det samme koncept kan frames vidt forskelligt i forskellige perspektiver. Her er nogle ikke-politiske eksempler:

• De engelske ord "shore" og "coast" refererer begge til den samme ting - nemlig, skillelinien mellem land og hav. Hvorfor bruge to ord for det samme? De to ord betyder faktisk ikke det samme. Der er forskel i perspektiv. "Shore" refererer til skillelinien mellem land og hav set fra havet, så perspektivet er fra et skuepunkt ude på havet. "Coast" derimod refererer til skillelinien mellem land og hav set fra landet, så perspektivet her er fra et skuepunkt inde på land. Det er et af de eksempler, der i sprogforskningen er blevet brugt som argument mod synonymi.
  
• Et andet eksempel fra engelsk er ordene "stingy" og "thrifty". Begge ord refererer til det at være tøvende med at bruge sine penge, men hvor "stingy" ser dette i et negativt perspektiv som nærighed, ser "thrifty" det i et positivt perspektiv som sparsommelighed. Læg mærke til, at vi har den samme forskel på dansk mellem "nærig" og "sparsommelig".
  
• Der er også det klassiske eksempel, der bruges til at illustrere forskellen mellem pessimisme og optimisme - nemlig, "Et halvfuldt glas" og "Et halvtomt glas". Begge refererer til det samme, men den første vending fortolker det optimistisk, hvor den anden vending fortolker det pessimistisk.

Der er utallige eksempler på ord og utryk, der refererer til det samme koncept, men framer det i forskellige perspektiver.

Det kan ikke være overraskende, at dette sker meget i politik verden over, hvor forskellige ideologier jo har udgangspunkt i forskellige verdenssyn. Og ofte kan et "issue" være positivt i perspektivet af et verdenssyn, men negativt i perspektivet af et andet.

Her er et, måske lidt ekstremt, men om ikke andet illustrativt, eksempel fra amerikansk politisk diskurs: abort. Det er vist velkendt, at amerikanske konservative er stærkt modstandere af abort. De finder det moralsk forkert at foretage aborter og mener, at ved at foretage aborter tager man menneskeliv, og at fostre har lige så meget ret til at leve, som fødte mennesker har det. De progressive derimod mener ikke, at abort er moralsk forkert, da det er kvindens eget valg, og hun bestemmer over sin egen krop. De konservative og de progressive har derfor to forskellige udtryk for abort (udover "abortion" selvfølgelig). Mange konservative vælger det følelsesladede udtryk "murdering babies", hvor de progressive foretrækker det sterile medicinske udtryk "removal of stems of cells". De konservative framer således abort i perspektiv af mord på spædbørn (det vil sige, de konceptualiserer også fostre som børn i stedet for blot celler) og dermed noget, der er moralsk forkasteligt og direkte kriminelt. De progressive vælger derimod at frame abort i perspektiv af en klinisk, professionel, medicinsk procedure. Denne forskel i perspektiv reflekteres også i de labels, som pro- og anti-abort folk har antaget. Anti-abortfolk kalder sig "pro-life" og fokuserer dermed på fostrets ret til at leve, hvor pro-abortfolk kalder sig "pro-choice" og fokuserer dermed på kvindens ret til at vælge og bestemme over sin egen krop. Det vil sige, at ikke blot ses abort i to forskellige perspektiver, men der er også fokus på det forskellige aspekter af abort i de to forskellige perspektiver.

Det, som Enhedlisten gør med deres valgannonce, er netop at frame 24-årsreglen i et nyt perspektiv. Som vi nok alle ved blev 24-årsreglen indført for at forhindre tvangægteskaber mellem unge herboende folk og unge udlændinge. Og det er så at sige den originale framing af 24-årsreglen. Desværre har reglen haft den uheldige bivirkning, at utallige unge danskere, der har valgt en partner udefra, ikke kan blive gift med deres udkårne og bo i Danmark. Dette er ikke med i den originale framing af 24-årsreglen, men ved at bruge begrundelsen "Fordi det er ok at være forelsket" framer Enhedslisten 24-årsreglen i perspektivet af frivillig kærlighed, og ikke i tvangsægteskaber. Og det er smart, for i det perspektiv er 24-årsreglen en hindring for, at man kan gifte sig med den, man elsker, og slå sig ned i Danmark. Altså er 24-årsreglen i dette perspektiv noget, der på sin vis er besværligt og gør livet surt for mange danskere. Ja, med lidt god vilje kan man endog argumentere, at 24-årsreglen i denne frame er undertrykkende og forhindrer danskere i frit at kunne vælge deres partnere.

Ved at bruge ordet "forelsket" fremkalder Enhedslisten i denne annonce jo netop tanker om frivillig kærlighed, der jo uden tvivl er positivt. Det er jo typisk et scenarie, hvor to mennesker falder for hinanden og vil være sammen. Dette er i stærk kontrast til et ord som "tvangsægteskab", hvor vi jo tit tænker, at de, der står og skal giftes, egentligt ikke er spor forelskede i hinanden. Så her har vi en måde at frame 24-årsreglen på som noget ganske negativt og undertrykkende, og i denne frame bliver den, der vil opretholde 24-årsreglen, jo nærmest til en slags undertrykkende tyran, der vil blande sig i, hvem folk skal gifte sig med, og som er ligeglad med kærlighed og forelskelse.

Så det kan da godt være, at dette slogan er pladderromantisk, hvilket kan være årsag til, hvis det ikke slår igennem. Men det opbygger faktisk en ganske effektiv frame, der fremstiller 24-årsreglen på en helt anden måde og i et helt andet perspektiv end i dens originale frame.

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:

Konservativ med hjerte

Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:

Der står salt på bordet.

Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT

Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.

Framing og uklart sprog i Dansk Folkepartis valgannonce

Valgkampen er blæst i gang, og debatterne raser allerede. Folk kalder hinanden for varmluftsballoner og løgnere. Der udbydes valgflæsk til højre og til venstre. Temaerne er mange: danske værdier, integration, velfærd, skattereformer... alt er ved det gamle. Midt i alt dette ligger sproget som medium og som våben. Vi støder på det i alt fra slogans over debatter til artikler og taler. Heri bruges sproget til at promovere ens egen politiske dagsorden, til at få modstanderne til at ligne skurke og tåber samt til at påvirke den almene danskers verdenssyn.

Et af de første slogans i denne valgkamp står Dansk Folkeparti for. Det lyder således:

Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke

Denne vending optræder i en valgannonce hvor den akkompagneres af et billede af en hånd, der er i fuld gang med at tegne en beskægget turban-bærende mand. Illustrationen er ifølge DRs hjemmeside taget fra en bog om islam fra 1683. Dette er tydeligtvis en reference til Muhammed-krisen, hvor et af hovedordene netop var "ytringsfrihed". Med denne annonce forsøger Dansk Folkeparti at bringe Muhammedkrisen på valgkampens dagsorden. Pia Kjærsgaard siger selv, at de netop bringer Muhammedkrisen på banen, da ytringsfrihed ifølge hende er en dansk værdi, der var truet, mens krisen stod på.

Annoncen har fået en blandet modtagelse, men lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet betegner manøvren som genial, og har udtalt:

Det er ret kløgtigt. De har alt at vinde med denne annonce. Al erfaring viser, at jo højere indvandrere og kultursammenstød kommer på dagsordenen, jo flere stemmer får Dansk Folkeparti. De skal være provokerende men samtidig så stuerene, at de kan forhandle politik med statsministeren. De opnår begge dele.

Hvorvidt annoncen er stueren eller ej skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er i hvert fald et eksempel på en strategi, som der har været tradition for i amerikansk politik i mange år, og som specielt de konservative amerikanske politikere har haft success med. Sprog og kommunikation indgår som en vigtig ingrediens i denne taktik, der i sprogforskningen kaldes framing. Jeg skal ikke gå i detaljer her med hvad framing går ud på (måske vil jeg dedikere et indlæg til en beskrivelse af framing senere - foreløbigt henviser jeg læseren til de bogtitler, der findes i slutningen af dette indlæg), men kort sagt går framing ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer i modtageren, som promoverer ens eget verdenssyn.

Og det er netop det, Dansk Folkeparti gør her. Ved at sidestille "ytringsfrihed" og "dansk" fremkalder de en model i vores tanker, hvor ytringsfrihed er en specifik dansk værdi (selvom, det jo egentligt er en rettighed, som værdsættes i mange kulturer nu om dage og dermed ikke noget unikt dansk). Og ved at opstille dette op mod "censur" som noget ikke-dansk og sidestiller det med et billede af Muhammed fremkalder annoncen et scenario, hvor en dansk værdi trues af islam. Dette resulterer netop i yderligere associationer til kultursammenstød og islamofobi. Fokus på dette i valgkampen gør, at der stikkes til islamofobien, der hviler i mange danskere, hvilket Dansk Folkeparti kan vinde stemmer på, da de netop fremstiller sig som beskyttere af danske værdier og bekæmpere af fremmede "trusler".

Det interessante her er sammenspillet mellem sproglig og visuel kommunikation (et sådant sammenspil hører forresten under begrebet multimodalitet). Det er billede og tekst, der framer i dette tilfælde. Hvis det bare var et spørgsmål om censur, kunne man jo lige så godt have sat et billede af DRs logo på, da det som bekendt lykkedes DR at presse Københavns Universitet til at tvinge en studerende til at trække et speciale tilbage, da dette ikke fremstillede DRs Underholdningsorkester i et positivt lys. En sådan handling må da i høj grad også siges at være censur. Eller de kunne referere til de mange tilfælde, hvor regeringsinstanser har ændret i diverse rapporter for at tilbageholde oplysninger, der ikke var i deres favør. Det er jo også censur. Eller hvad med et billede af Jesus på en sandal. Der var jo en sag for mange år siden, hvor Føtex blev tvunget til at trække nogle sandaler med et billede af Jesus på, fordi danske katolikker fandt det krænkende, at man sådan gik og trådte på et billede af Frelseren. Det må også siges at være en slags censur. Men det ville ikke fungere i den frame, som Dansk Folkeparti sætter op med deres annonce, for det ville jo ikke opstille modsætningen mellem ytringsfrihed og censur som et sammenstød mellem en dansk værdi og islam, da censuren her jo er ad dansk oprindelse.

Så på den vis kan annoncen siges at være kløgtig, men jeg må sige, at jeg synes også, at deres strategi er meget nem at gennemskue. Alt det kræver er, at man sætter sig ned og tænker over alle de tilfælde af censur fra dansk side, der har fundet sted i den nyere historie. Så kan man undre sig over, at Dansk Folkeparti ikke refererer til dem i deres annonce.

Der er et andet problem med annoncen, og det ligger i selve vendingen "Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke". Problemet er tvetydighed i stedordet "det". Sådan som vendingen ser ud, kan den faktisk have to betydninger. Som de fleste nok ved, så er et stedord en slags stunt-ord, som man bruger i stedet for et andet, så man slipper for at gentage sig selv hele tiden (okay, det er i virkeligheden meget mere kompliceret med stedord, men skidt med det). Det vil sige, at stedord ofte "peger tilbage på" det ord, de står i stedet for. Den tekniske term for denne pegen tilbage er "anafora"(eller "anaphora", hvis man er lidt mere internationalt orienteret). Problemet her er, at der er to muligheder for anafora. Enten peger "det" tilbage på "dansk" - og dette er den tiltænkte anaforiske retning - eller også peger "det" tilbage på "ytringsfrihed". Faktisk har vi en konstruktion på dansk med formen [X er det ikke], hvis funktion er at informere, at noget ikke kan beskrives som X. Her er nogle eksempler på denne konstruktion i brug:

Hvad er det grønne der? Tjah, salat er det ikke.
Man kan sige meget om ost, men sundt er det ikke.

Jeg ved ikke, om musikken er Slayer eller Metallica, men Aqua er det ikke.I denne konstruktion peger "det" obligatorisk tilbage til det, som ikke kan beskrives som X. Der er således to mulige betydninger af Dansk Folkepartis catchphrase:

Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke dansk
Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke ytringsfihed

Det virker måske som en banalitet, og beskeden er jo næsten den samme (og de fleste er vel i stand til at lure, at det er den første betydning, der er tiltænkt). Der er dog den lille forskel, at i betydning to er det ikke så tydeligt, at ytringsfrihed stilles op som noget dansk mod noget udansk. Hvis man går efter denne anden betydning og læser det som et typisk eksempel på [X er det ikke], så falder Dansk Folkepartis frame lidt fra hinanden.

Så en banalitet er det ikke. Bare det faktum, at der er tvetydighed i sproget, gør også, at der er uklarhed i sproget, hvilket så igen gør kommunikationen mindre effektiv... og dette er uheldigt uanset hvor stor eller lille uklarheden er.

Desuden er det måske også lidt pinligt, at et parti, der hævder at beskytte de danske værdier ikke engang har kendskab nok til det danske sprog til at bruge det ordenligt og utvetydigt.



Læs mere om framing:

• George Lakoff: Moral Politics
• George Lakoff: Don't Think of an Elephant
• Jeffrey Feldman: Framing the Debate
• Frank Luntz: Words that Matter