Ja, det var det...

Så er cirkusset overstået. Regeringen bliver siddende, men betydeligt svækket og med Ny Alliance og Dansk Folkeparti under samme tag som forhandligspartnere, kan det kun blive... skal vi sige, spændende. SF stormede frem, så der er åbenbart mange, der også mener, at "Det ku' være så godt...", mens de Radikale blev bombet tilbage til 9 mandater (ikke nødvendigvis et dårligt resultat, når man tænker på, at de var helt ude i tovene efter hele Jelved-affæren). Det lader også til, at oppositionen kommer til at stå rigtig stærkt (og den kan måske blive stærkere, hvis Enhedslisten for orden i deres rod til næste valg). Det bliver en spændende periode... og lad os så se, om der kun går to et halvt år igen før næste valg...

...vi ses igen til næste valg.

Bløde værdier og frihed: De Konservative mellem linierne - del IV

Blandt de mange indslag fra De Konservative i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man op side 6 en mindre valgannonce for Anne Mette Bang. I denne lægger hun ud med at sige, at hun vil fokusere på de "blødere værdier", som hun definerer som "børn og deres familer samt de ældre i vores samfund" samt ,tryghed ved det offentligem støtte [til] de ressourcesvage samt give de stærkere frihed od mulighed for selv at vælge".

Det er muligt, at de første hun nævner hører under "bløde værdier", selvom jeg ikke helt lige kan se, hvad der er så blødt ved at hjælpe andre. Det med frihed og mulighed for at vælge selv er i hvert fald ikke blødt. Det kan nemlig kædes til den underlæggende familiemodel, som associeres med de amerikanske ultrakonservative - nemlig strict father modellen (som diskuteres her og her). I strict father modellen opdrager faderen, familiens overhoved, børnene ved hjælp af et reward/punishment system. Ved at belønne og straffe dem hårdt, opdrager faderen børnene til at blive self-reliant og disciplinerede borgere. Netop fordi børnene bliver self-reliant blander forældrerne sig ikke i deres liv, når de er blevet voksne. Faktisk så afskys det, når forældrer blander sig i deres voksne børns liv i strict father modellen.

Dette princip overføres til politik, hvor staten ikke skal blande sig i hvad borgerne foretager sig - specielt ikke dem, som er ressourcestærke og dermed self-reliant og disciplinerede. Det er i princippet det, som Anne Mette Bang slår et slag for, når hun snakker om frihed og mulighed for selv at vælge. Interessant er det dog, at hun ikke går ind for, at de svage skal have frihed eller mulighed for selv at vælge... måske fordi, hun synes, at de svage ikke er disciplinerede nok til selv at kunne foretage deres valg? Betyder det så, at de svage er en slags mindre modne mennesker end de stærke? Eller mpske ligefrem en slags undermennesker, der ikke er i stand til at vælge selv? Tjah, det er ikke til at vide, og man kan selvfølgelig fortolke det ud i overdrevet, men interessant er det dog, at det kun er de stærke, der skal have mulighed for selv at vælge.

I Anne Mette Bangs annonce står der også

Der skal gøres opmærksom på, at samfundet er os alle sammen og ikke kun staten, det offentlige og institutionerne. Mere velfærd kræver noget af os alle sammen - det er os, samfundet, der skal sikre velfærden, ikke kun staten.

Dette er interessant og måske lidt uheldigt, da det faktisk ganske let kan bruges som et våben mod De Konservative selv. Man kan nemlig vende den om og sige, "netop, og det bidrag, som vi, samfundet, kan give til velfærden er gennem skatter som en investering i samfundet". Det er naturligvis ikke det, hun fisker efter. Anne Mette Bang tænker sandsynligvis lidt is strict father banerne, hvor staten ikke skal være som en forældrer, der blander sig i sine self-reliant borgeres liv og færden, men for en venstrorienteret er det meget nemt lynhurtigt at vende hendes lille stykke tekst om og omtolke det som et stykke pro-skattefinancieret-velfærd argument. Desuden lyder hendes lille stykke prosa som var det taget ud af Bill Clintons Second Inaugural Speech fra 1997:

Today we can declare: Government is not the problem, and Government is not the solution. We - the American people - we are the solution.

Kan hun have stjålet direkte fra Clinton (som i øvrigt er demokrat og dermed ikke konservativ)? Det er ikke til at vide, men lighederne gør, at hendes lille stykke tekst mister originalitet, og derigennem mister hun også originalitet.

Nå ja, og så argumenterer hun i øvrigt at

Der skal mere positivisme og en øget grad af en helhedstænkning ind i politik.

Hvordan Anne Mette Bang vil få mere positivisme ind i politik er lidt af et mysterium, da positivisme jo er den videnskabsfilosofi, der dikterer, at den eneste form for viden, der er gyldig, er rent videnskabelig viden, som kan empirisk bevises. Mon ikke, Anne Mette Bang og hendes folk skulle have kigget i en ordbog?

Hvis vi havde 90 mandater...: De Konservative mellem linierne - del III

På side 21 i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man den velkendte, "Hvis vi havde 90 mandater..." valgannonce, som er den anden af Bendt Bendtsens kæmpeannoncer i den avis.

I princippet er annoncen en liste af løfter om ting, som De Konservative vil gøre, hvis be får 90 mandater. Det er jo meget godt, men også tricky for dem, da de jo er løfter, og løfter skal jo holdes.

Et af løfterne lyder således:

Vi ville arbejde endnu hårdere for et trygt Danmark uden terror, og vi ville straffe vold og sexovergreb mod børn betydeligt strengere.

Jo, det er da meget fint med et trygt Danmark, men faktisk lyder første del af denne frase som noget taget ud af de amerikanske ultrakonservatives værdibog. Som nævnt her bygger det amerikanske verdenssyn primært på en familemodel, der kaldes strict father modellen. I denne model er faren den ultimative autoritet, som opdrager børn til at blive selvstændige og effektive borgerer ved hjælp af et reward/punishment system. Ydermere er det faderens opgave at beskytte børnene mod de farer, der lurer i omverden. Dette princip overføres i amerikanske sammenhænge til den amerikanske stats store militærudgifter - det er simpelthen Far Amerika, der ruster op for at kunne beskytte sine børn. Således hører man tit fraser som "evil is everywhere", "protect America against evil", "keep America safe" osv.

Det virker på mig meget tydeligt, at Bendtsen bruger enlignende retorik, når han snakker om et trygt Danmark uden terror (og terror er jo vor tids symbol på ultimativ ondskab). Bendsten er faktisk hørt bruge udtrykket "vi lever i en farlig verden" før, og det er jo som taget direkte ud af en amerikansk konservativ tale. Og at snakke om "et trygt Danmark uden terror" er ingenlunde anderledes, for hvad kræver det for at holde Danmark trygt? Nogen til at holde terroren ude. Og hvem gør det? Det gør den beskyttende Far Danmark. Det vil sige, at Bendsten påkalder igen værdier fra den ultrakonservative amerikanske strict father model.

Spørgsmålet er så igen, om idéer importerede fra den amerikanske strict father model, som jo hører til et konteksten af amerikansk kultur, rent faktisk hører hjemme i danske sammenhæng. Har vi virkelig brug for en strict father stat? Jovist, vi bliver beskyttet, men vi bliver også opdraget hårdt med stok og gulerod.

Ulighed frem for alt: De Konservative mellem linierne - del II

På side 25 i dagens udgave af Søndagsavisen (11/11-07) finder man en valgannonce for Søren Salling. Umiddelsbart skulle man tro, at det slet ikke var en konservativ, der stod bag, da overskriften lyder

Rige familier behøver faktisk ikke en børnecheck...

Og nedenunder Sallings smilende flødebollefjæs finde men yderligere tekst:

Men,

• flygtninge behøver fakstisk husly...
• psykisk syge behøver faktisk hjælp...
• de svageste ældre behøver faktisk mere omsorg...

Wow, tænker man, det må være en af disse sjælnde konservative med hjerte (hvis man husker implikaturen i Vivi Kiers slogan). Det lyder jo nærmest som Enhedslisten, men der er faktisk indbygget et element af ulighed i selve overskriften.

Ved at postulere, at rige familier ikke har brug for en børnecheck, argumenterer Salling faktisk mod lige muligheder for alle. Rent teknisk har rige måske ikke brug for en børnecheck, men mere generelt er spørgsmålet, om det etisk set er okay at afskære en befolkningsgruppe fra en velfærdsgode, som de endog selv har financieret gennem skatter. Og et sådant princip er jo egentligt et ulighedsprincip, selvom Salling ved flere lejligheder foregiver at slå et slag for total lighed i samfundet, som ha han for eksempel argumenterer, at homoseksuelle ikke skal have særbehandling (og at lesbiske ikke skal have adgang til inseminering). Homoseksuelle, siger han, skal have samme muligheder som alle andre minoritetsgrupper, men hvis homoseksuelle ikke skal have særbehandling, hvor er logikken så i, at flygninge, psykisk syge eller de svageste ældre skal? De hører jo også til minoritetsgrupper. Det er nogle af de kritiske spørgsmål, som Sallings kampagne rejser, og hans kampagne kan angribes fra både højre og venstre.

Hvis man kigger Sallings kampagne gennem i sømmene, vil man se, at den ikke er helt sammenhængende med hans idéer om absolut lighed i samfundet, da hans valgannonce, sådan rent etisk på et abstrakt plan faktisk præsenterer en vision om et ulige samfund, hvor enkelste befolkningsgrupper afskæres fra visse velfærdsgoder og andre får adgang til specialbehandling. Problemet her, tror jeg, er, at man har stjålet venstrefløjens sprogbrug og bruger det i perspektivet af ens eget verdenssyn.

Sagen er bare den, at venstefløjens sprog er skabt i lyset af et meget anderledes verdenssyn. Det er et smart trick at stjæle modstanderens sprog for at lokke folk, der deler deres verdenssyn til at stemme på en selv. Men det betyder også, at man stjæler aspekter af modstanderens verdenssyn, og hvis man ikke er forsigtig, betyder det, at man importerer verdenssynselementer ind i ens eget verdenssyn, som ellers ikke er kompatible, og det kan skabe rod og ravage i butikken. Det betyder netop, at hans kampagne kan angrebes både fra venstreorienterede og fra medborgerlige.

Det er netop det, der er sket her, selvom ravagen ganske vist finder sted på et mere abstrakt filosofisk plan. Dette ville være en god mulighed for den kritiske vælger at hugge til som en kobra.

Guld og grønne skove: De Konservative mellem linierne - del I

Hvis man bladrer op i dagens Søndagsavisen (11/11-07 - Odense) vil man støde på ikke mindre end tre store (plus en mellemstor) valgannoncer for De Konservative. De virker umiddelbart meget forskellige, og umiddelbart virker de også rimeligt humanistiske med fraser som "et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere", "Danmark går i spidsen for bedre klima og miljø i verden", "et trygt Danmark", "flygtninge behøver faktisk husly" - ja, det lyder nærmest ventreorienteret, men hvis man læser mellem linierne, vil man finde, at alle annoncer faktisk repræsenterer et hierarkisk og ultra-traditionelt verdenssyn, der har meget til fælles med den måde de amerikanske ultrakonservative ser verden på. Jeg vil gennemgå de fire valgannoncer i en serie på fire små indlæg, jeg kalder for "De Konservative mellem linierne".

Vi starter med en af de to Bendt Bendtsen annoncer (den på side 11, og den som nok er mest umiddelbart konservativt orienteret). Overskriften er "Vækst -> velstand -> velfærd", og artiklen virker umiddelbart som en kritik af Socialdemokraternes "Velfærd eller skattelettelser", hvor Socialdemokraterne framer velfærd og skattenedsættelse som to gensidigt eksluderende størrelser, således, at hvis man vil bevare velfærden, kan man ikke også få skattenedsættelser. Selvom framens indre logik brister på grund af valget af ordet "skattelettelser", er sloganet immervæk så effektivt, at Bendtsen har været nødsaget til at producere den forhåndenværende valgannonce, som umiddelbart forklarer, hvordan det kan lade sig gøre at have velfærd og skattenedsættelser på samme tid:

Helle Thorning forsøger at gøre valget til et spørgsmål om enten skattelettelser eller mere velfærd. Intet kan være mere forkert.

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og der bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økononomien og øget velstand for den enkelte borger.

Derved stiger skattegrundlaget og statens skatteindtægter. Og så får vi også råd til øget velfærd og offentlig service.

Det er med andre ord ikke et enten-eller, men et både og, når bare man tør tro på fremtiden.

Og det gør vi. I de sidste 6 år har vi skabt fundamentet, og nu har vi vedtaget skattelettelser og fremlagt en kvalitetsreform, hvor vi vil investere 50 mia. kroner i at forny og løfte kvaliteten af børnehaver, folkeskoler, kræftbehandling, ældre-pleje og meget mere.

Det er den konservative opskrift på et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere, og det arbejde vil vi fortsætte - med din hjælp den 13. november.

Det er på sin vis en meget smart måde at forklare det på, da det framer skat og velfærd i et konservativt perspektiv. Læg mærke til brugen af ordet "skattelettelse", som passer meget bedre ind i denne tekst. Læg også mærke til, at annoncen bygger videre på skat-som-byrde metaforen i udtrykket "når vi letter skatten", (det er også smart af de konservative at bruge fed skrifttype på deres catch-phrases, så de fanger ens opmærksomhed), hvor de konservative ligefrem konceptualiserer sig selv som helten, der frigør det stakkels offer fra byrden - på den måde får de også indirekte præsenteret Helle Thorning som skurken, der tvinger byrden ned over hovedet på ofret.

Det er smart framing, må man sige, men de konservative har jo også den fordel, at Socialdemokraterne allerede selv har lagt op til en aktivering af skat-som-byrde metaforen med det uheldige ordvalg i deres kampslogan.

Ja umiddelbart virker det som om, de Konservative har fat i noget af det rigtige her, men hvis man læser mellem linierne, bliver skat og velfærd ikke blot framet i perspektivet af danske konservative værdier, men også i perspektivet af en værdi, som associeres med amerikanske ultrakonservative - nemlig, det som kaldes the morality of reward and punishment (eller reward/punishment).

Reward/punishment er en vigtig del af den familiemodel som amerikanske konservative ifølge George Lakoff og andre forskere ligger til grund for det amerikanske konservative verdenssyn: strict father modellen. Strict father familien er en familiemodel, hvor faren har den højeste autoritet. Det er faren, der sætter husets regler op, og det er farens rolle at forsærge familien og håndhæve husets regler. Moren, der er faren underlegen, tager sig af husholdningen og hjælper faren med at håndhæve husets regler. Børnene har bare at adlyde deres forældre. Hvis de ikke adlyder, bliver de straffet hårdt (måske med stuearrest eller måske korporligt med smæk eller tæv med et bælte). Hvis de adlyder. bilver det belønnet med kærlighed eller måske materielt. Således opdrages børnene til at blive gode lovlydige mennesker gennem et reward/punishment system. Det vil sige, udsigt til belønnelse gør dem effektive borgerer, og frygt for afstraffelse gør dem til lovlydige borgerer. På dansk har vi et metaforisk udtryk, der beskriver dette system ret godt: "stok og gulerod".

Og udgangspunktet for den konservative opskrift på et bedre Danmark har faktisk reward/punishment- eller stok/gulerod-pricippet som hovedpræmis. Prøv at læse følgende igennem med reward/punishment-systemet in mente:

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og dere bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økonomien og øget velstand for den enkelte borger.

Udtrykket "Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats"
bygger faktisk på gulerodsdelen af reward/punishment-princippet. Altså er skattenedsættelse egentligt bare den gulerod, man holder foran næsen på folk for at få dem til at arbejde mere. På den måde er den konservative opskrift ikke andet en behavioristisk tankespind, hvor man egentligt bare har tænkt sig at lokke folk til at arbejde mere.

Stokkedelen fremgår ikke af teksten, men man kan altid tolke videre på udtrykket "at gøre en ekstra indsats". Hvad betyder det egentligt? Det betyder grangiveligt, at arbejde mere og hårdere (og her har vi en parallel til et andet konservativt amerikansk koncept: "the hard working American"). Men det kunne sagten indebære, at man også havde mere stokkeagtige metoder til at "øge effektiviteten", så som for eksempel længere arbejdsuger eller andre mere tvangsbaserede metoder. Problemet er jo, at folk måske slet ikke er interesseret i at gøre en ekstra indsats. Hvis skattenedsættelser på arbejde betyder "flere penge i hånden" med den indsats, man allerede gør, hvorfor skulle man så arbejde mere, når man nu alligevel allerede får mere end før?

Ja, det kræver faktisk ikke meget at gennemskue, at bag den konservative opskrift gemmer der sig et simpelt behavioristisk stok/gulerods-princip. Hvis vi holder os til familiemodellerne, så indebærer det også, at staten bliver den strenge far, der svinger stokken og lokker med guleroden. Og spørgsmålet er så, om et sådant primitivt system hører til i vor moderne og demokratiske verden.

Et andet problem (for mig i hvertfald) er, at deres opskrift ike er troværdig. I stedet for at overbevise mig om, at deres opskrift er den rette, får annoncen mig til at stille følgende spørgsmål: "Hvad bygger de deres opskrift på - hvilken økonomisk teori er det, og er der empiriske beviser på, at en sådan model overhovedet vil fungere?".

Jeg håber, at mange andre borgerer er lige så kritiske, og ikke bare køber valgflæsket råt.

Guld eller grønne skove?

Socialdemokraternes "kampråb" lyder, som nogle vælgere nok har lagt mærke til, således:

Velfærd eller skattelettelse.

Umiddelbart virker det, ret framingsmæssigt, som et meget effektivt slogan, der meget præcist framer velfærd og borgerlig skattepolitik i perspektivet af socialdemokratiske værdier, men faktisk lider dette slogan under en manglende indre logik, hvis ikke en direkte konceptuel konflikt.

Lad os tage det gode først, og vi starter i grammatikken. Selve den grammatiske struktur er det, der nogle gange kaldes et paratagme. Paratagmer er konsturktioner, hvor to - eller flere - led sidestilles ved hjælp af en sidestillende konjunktion. Ved at bruge den sidestillende konjunktion 'eller' i et paratagme stiller man de to sidestillede led op som gensidigt udelukkende alternativer, der ikke overraskende står i et enten-eller forhold til hinanden. Således opstiller Socialdemokraterne velfærd og skattenedsættelser som eksklusivt udelukkende alternativer til hinanden. Det, sloganet siger, er altså:

"I kan enten få velfærd eller skattenedsættelser, men ikke begge dele"

Men det er ikke alt. Det er vigtigt, at "velfærd" står først. I og med, at velfærd nævnes først, bliver de vidensstrukturer, vi har om velfærd, aktiveret først. Den kognitive model for velfærd ser typisk, meget simpelt opstillet, sådan her ud:

• Velfærden gør, at der er lige muligheder for alle (der er f.eks. fri uddannelse, fri lægebehandling, fri børnepasning, financiel støtte til de svageste, SU)
• Velfærden financieres af skatter (det er altså skatter, der gør velfærdgoderne mulige)

Ved at præsentere skattenedsættelser som et alternativ til velfærd giver sloganet så udtryk for, at man ikke både kan have velfærd og skattenedsættelser. Men på et rent konceptuelt plan har dette slogan også nogle konsekvenser i og med, at det opsætter følgende model:

Hvis velfærd er financieret af skatter, betyder det, at hver gang man foretager en skattenedsættelse, fjerner man noget af velfærden og dermed noget af de goder, som alle samfundets borgere nyder godt af.

Det er vigtigt, at "skattelettelser" nævnes efter "velfærd", for hvis det havde heddet "Skattelettelser eller velfærd?", ville man aktivere ens vidensstrukturer om skattenedsættelser først, hvilket ville betyde, at skattenedsættelser ville være udgangspunktet, og ikke velfærd, og på den måde ville velfærd måske endog fremstå som noget negativt, der står i vejen for skattenedsættelser. Som sloganet er, fremstilles skattenedsættelser jo netop som noget, der står i vejen for velfærd, og det er rigtig smart framing, hvis man vil promovere et socialdemokratisk verdenssyn.

Man desværre falder hele framen fra hinanden på grund af ukritisk sprogbrog. Hvordan kan det være? For at finde svaret skal vi kigge nærmere på ordet "skattelettelse" (og trække på argumenter foretaget af George Lakoff og Steven Breunig, der har kigget kritisk på henholdsvis "tax relief" og "skattelettelse"). Skattelettelse er et substantiv (eller navneord), men et specielt et af slagsen. Det hører til den slags substantiver, der kaldes "compound nouns" på engelsk (jeg tror, de kaldes "sammensatte navneord" i dansk grammatisk terminologi). Det vigtige element her er "lettelse". Ordet "lettelse" indebærer, at der også er en byrde, og det betyder jo, at ordet "skattelettelse" præsenterer skat som en byrde, som så fjernes af en slags helt. Modellen ser nogenlunde sådan her ud:

• En byrde gør livet surt for et "offer"
• Der kommer en og fjerner byrden
• Uden byrden får "offeret" frihed
• Den, der fjerne byrden er en slags frigører eller helt
• Den, der modsætter sig fjernelse af byrden er en slags skurk

Både George Lakoff og Steven Breunig argumenterer, at ordene "tax relief" og "skattelettelse" faktisk fremkalder en underlæggende dyb metafor (et såkaldt "conceptual metafor"), hvor skat konceptualiseres som en byrde. Der kan således opstilles paralleller mellem byrde-modellen og skattenedsættelses-modellen:

• Byrde = skat
• Offer = borgeren
• Fjernelse af byrden = skattenedsættelsen
• Frihed = økonomisk frihed (eller "flere penge mellem hænderne")
• Frigører = regeringen, der foretager skattenedsættelser
• Skurk = modstandere af skattenedsættelser

Altså giver ordet "skattelettelse" udtryk for, at skat er en byrde, og det er typisk en borgerlig holdning, og i og med, at Socialdemokraterne jo typisk er modstandere af skattenedsættelser, falder de jo ind i rollen som skurke i denne model.

Ifølge Geroge Lakoff blev ordet "tax relief" opfundet af konservative, netop for at promovere deres verdenssyn og deres syn på skatter, og Steven Breunig informerer os, at "skattelettelse" blev indført i dansk af Mogens Glistrup, som jo ikke ligefrem var begejstret for skatten.

"Skattelettelse" er altså et borgerligt ord, der promoverer et borgeligt verdenssyn, som er rimeligt anti-skat. Og det holder jo ikke, at Socialdemokraterne bruger et sådant ord, for de løber simpelthen bare de borgeliges ærinde, og det ganske ukritisk og sandsynligvis også uvidende. Eftersom skat-som-byrde og skat-som-investering-i-velfærd er to uforlignelige modeller, betyder det, at sloganet "velfærd eller skattelettelser?"s indre logik falder helt fra hinanden, og framen bliver på sin vis neutraliseret.

Det er en skam, at Socialdemokraterne har været dumme nok til at bruge et borgerligt udtryk, for havde de bruget et udtryk, som ikke var farvet af borgerlige værdier, og som ikke præsenterede skat som en byrde, ville deres slogan have været et meget effektivt stykke framing, men nu er det bare et kæmpe fodskud af karat. Hvis man vil ændre folks holdning til skat, bliver man nødt til at se sig om efter et andet udtryk for skattenedsættelser, som IKKE præsenterer skat som en byrde. Man bør snarere finde et udtryk, der passer ind i verdenssynet, hvor skat konceptualiseres som en investering i samfundet.

Da "velfærd" og "skattelettelse" jo begge er positive ord rent semantisk, så kunne Socialdemokraterne lige så godt have spurgt "guld eller grønne skove?".

• George Lakoff diskuterer udtrykket "tax relief" i bogen Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate.
• Steven Breunigs diskussion af "skattelettelse" findes i artiklen "Skattelettelse: et fremmedord i velfærdsdebatten", som er tryk i journalen Arbejderhistorie, nummer 4.
• Læs mere om konceptuelle metaforer i Metaphors we Live by og Philosophy in the Flesh, begge af George Lakoff og Mark Johnson
• For mere om konceptuelle metaforer i politik, læs George Lakoffs Moral Politics.
  

Captain Obvious: truismernes mester

På vej hjem fra arbejde på Frederiksberg så jeg en valgplakat for en konservativ, der hedder Flemming Brank. Ligesom Vivi Kier fra Odense er han en af de konservative, der har vovet sig ud i, at føje et lille personligt slogan til "de tre sandheder".

Hvor Vivi Kiers slogan havde nogle fjollede og lidt uheldige kommunikative konsekvenser, så er Flemmeng Branks slogan direkte redundant. Det lyder således:

Politik med værdier

Problemet er for det første, at moderne politik nærmest per se handler om værdier. Politik er jo et spørgsmål om at forsøge at anvende en politisk ideologi, som er baseret på et spedifikt verdenssyn, i styringen af en nation eller en anden geopolitisk enhed. Og med verdenssyn følger helt automatisk værdier. Derfor er der jo faktisk ikke meget ny eller fængende information i sloganet "politik med værdier". En implikatur kunne selvføgelig være

Normalt er der ikke værdier i politik, men Flemming Brank fører politik med værdier

Men det ville jo være en forkert påstand. Der er nok ikke noget usandt i, at Flemming Brank fører politik med værdier, men det ville være usandt at påstå, at al anden politik er værdiløst. Med det i mente, så må man sige, at et slogan, som "politik med værdier" er totalt intetsigende , ganske overflødigt, ueffektivt, og i princippet spild af bogstaver.

For det andet er sloganet problematisk, fordi selve ordet "værdier" er en vag og ukar afære. Hvad er en værdi? Hvad er ikke en værdi? Er Flemming Branks mærkesager værdier, og er, for eksempel, Socialdemokraternes ikke værdier? Det er jo en subjektiv affære, for hvad, der er en værdi og en dyd, afhænger jo af ens verdenssyn. Et af de helt store nøgleord i den igangværende valgkamp er jo netop "værdier", og med et så vagt og overflødigt slogan virker det lidt som om, at Flemming Brank bare forsøger at slå plat på ordet uden at have forstået, hvad det egentligt betyder (men, okay, jeg har heller ikke helt selv fattet, hvad de mener med "værdier" i den igangværende valgkamp).

Det er han ikke ene om. Hele Venstres familievenlige plakatkampagne med billeder af lykkelige børn og glade forældre krydret med tekster om sundhed og tryghed er også et alt for tydeligt forsøg på at slå plat på de såkaldte familieværdier, og, det, som både Flemming Brank og Venstre, og højrefløjen i det hele taget, gør er faktisk at stjæle ord og vendinger fra venstrefløjens repertoire i et forsøg på at stjæle deres stemmer. Problemet er bare, at tit kommer vendingerne til at virke tomme og ikke særligt informationsrige, og, at worst, helt overflødige, når de tages i brug af højrefløjen (måske fordi de i virkeligheden repræsenterer værdier, der ikke er værdier i det borgerlige verdenssyn). Se for eksempel følgende healines fra Flemming Branks hjemmeside:

• Vi skal have det godt, både børn, unge, familier og ældre.
• Vi skal udvise respekt og forståelse for samfundet, generationerne og for forskelligheden
• Jeg vil gøre det endnu bedre for alle at vokse op og leve i et trygt og afbalanceret Danmark

Jo tak, selvfølgelig skal alle have det godt. Det behøver man da ikke fortælle os. Og, ja, selvfølgelig skal vi respektere hinanden. Og det er da fint, at han vil gøre det endnu bedre for os at leve i et trygt og afbalanceret Danmark, men det er der altså også flere hundrede andre politikere, der står på nakken af hinanden og tilbyder. Disse mærkesager er jo så åbenlyse, at der stort set ikke er noget i dem (dette kaldes for truismer). Der er intet nyt under solen der. Det er meget fristende at se disse truismer som forsøg på at slå plat på hele "værdi"-konceptet uden egentligt at definere, hvad, der menes med "værdier". En konsekvens kan være, at læsere tænker "hov, tror han, jeg er dum, eller hvad?", og så gider de da ikke høre mere på ham. Flemming Brank går i detaljer og forklarer sin politik og sine værdier andetsteds på sin hjemmeside, og det er meget godt, men det nytter ikke meget, hvis ens blikfang ikke er effektive, og specielt ikke, hvis de ligefrem virker fornærmende på læserens intelligens, for så gider læseren slet ikke læse den egentligt informerende tekst.

Og så skal der forresten 'r' i enden på de fleste udsagnsord i nutid, så det er lidt ærgeligt at se dette på en politkers hjemmeside:

Lavere skat, der sikre vores velfærd

Et problem her er også, at koncepterne "lav skat" og "velfærd" ikke umiddelbart er forenelige, da den kognitive model, mange har for vælfærd netop involverer skat some det, der financierer velfærden. Derfor virker dette udsagn mystisk på mange, hvis ikke det bliver forklaret lige netop, hvordan lavere skat kan sikre velfærd.

Det er ikke for at være grov, men jeg synes, at rent sprogligt er denne kampagne patetisk. Man skulle nok have hyret en sprogkonsulent. Det er lidt fladt at køre en valgkampagne baseret på truismer, men, som sagt er det ikke kun Flemming Brank, der er synder. Hvis man læser Venstres, Dansk Folkeparti og De Konservatives valgannoncer igennem vil man se, at de fleste af deres mærkesager rent faktisk bare er truismer. Men "politik med værdier" må siges at være truismen over alle truismer.

Hil Fleming Brank, truismernes mester!