Ja, det var det...

Så er cirkusset overstået. Regeringen bliver siddende, men betydeligt svækket og med Ny Alliance og Dansk Folkeparti under samme tag som forhandligspartnere, kan det kun blive... skal vi sige, spændende. SF stormede frem, så der er åbenbart mange, der også mener, at "Det ku' være så godt...", mens de Radikale blev bombet tilbage til 9 mandater (ikke nødvendigvis et dårligt resultat, når man tænker på, at de var helt ude i tovene efter hele Jelved-affæren). Det lader også til, at oppositionen kommer til at stå rigtig stærkt (og den kan måske blive stærkere, hvis Enhedslisten for orden i deres rod til næste valg). Det bliver en spændende periode... og lad os så se, om der kun går to et halvt år igen før næste valg...

...vi ses igen til næste valg.

Bløde værdier og frihed: De Konservative mellem linierne - del IV

Blandt de mange indslag fra De Konservative i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man op side 6 en mindre valgannonce for Anne Mette Bang. I denne lægger hun ud med at sige, at hun vil fokusere på de "blødere værdier", som hun definerer som "børn og deres familer samt de ældre i vores samfund" samt ,tryghed ved det offentligem støtte [til] de ressourcesvage samt give de stærkere frihed od mulighed for selv at vælge".

Det er muligt, at de første hun nævner hører under "bløde værdier", selvom jeg ikke helt lige kan se, hvad der er så blødt ved at hjælpe andre. Det med frihed og mulighed for at vælge selv er i hvert fald ikke blødt. Det kan nemlig kædes til den underlæggende familiemodel, som associeres med de amerikanske ultrakonservative - nemlig strict father modellen (som diskuteres her og her). I strict father modellen opdrager faderen, familiens overhoved, børnene ved hjælp af et reward/punishment system. Ved at belønne og straffe dem hårdt, opdrager faderen børnene til at blive self-reliant og disciplinerede borgere. Netop fordi børnene bliver self-reliant blander forældrerne sig ikke i deres liv, når de er blevet voksne. Faktisk så afskys det, når forældrer blander sig i deres voksne børns liv i strict father modellen.

Dette princip overføres til politik, hvor staten ikke skal blande sig i hvad borgerne foretager sig - specielt ikke dem, som er ressourcestærke og dermed self-reliant og disciplinerede. Det er i princippet det, som Anne Mette Bang slår et slag for, når hun snakker om frihed og mulighed for selv at vælge. Interessant er det dog, at hun ikke går ind for, at de svage skal have frihed eller mulighed for selv at vælge... måske fordi, hun synes, at de svage ikke er disciplinerede nok til selv at kunne foretage deres valg? Betyder det så, at de svage er en slags mindre modne mennesker end de stærke? Eller mpske ligefrem en slags undermennesker, der ikke er i stand til at vælge selv? Tjah, det er ikke til at vide, og man kan selvfølgelig fortolke det ud i overdrevet, men interessant er det dog, at det kun er de stærke, der skal have mulighed for selv at vælge.

I Anne Mette Bangs annonce står der også

Der skal gøres opmærksom på, at samfundet er os alle sammen og ikke kun staten, det offentlige og institutionerne. Mere velfærd kræver noget af os alle sammen - det er os, samfundet, der skal sikre velfærden, ikke kun staten.

Dette er interessant og måske lidt uheldigt, da det faktisk ganske let kan bruges som et våben mod De Konservative selv. Man kan nemlig vende den om og sige, "netop, og det bidrag, som vi, samfundet, kan give til velfærden er gennem skatter som en investering i samfundet". Det er naturligvis ikke det, hun fisker efter. Anne Mette Bang tænker sandsynligvis lidt is strict father banerne, hvor staten ikke skal være som en forældrer, der blander sig i sine self-reliant borgeres liv og færden, men for en venstrorienteret er det meget nemt lynhurtigt at vende hendes lille stykke tekst om og omtolke det som et stykke pro-skattefinancieret-velfærd argument. Desuden lyder hendes lille stykke prosa som var det taget ud af Bill Clintons Second Inaugural Speech fra 1997:

Today we can declare: Government is not the problem, and Government is not the solution. We - the American people - we are the solution.

Kan hun have stjålet direkte fra Clinton (som i øvrigt er demokrat og dermed ikke konservativ)? Det er ikke til at vide, men lighederne gør, at hendes lille stykke tekst mister originalitet, og derigennem mister hun også originalitet.

Nå ja, og så argumenterer hun i øvrigt at

Der skal mere positivisme og en øget grad af en helhedstænkning ind i politik.

Hvordan Anne Mette Bang vil få mere positivisme ind i politik er lidt af et mysterium, da positivisme jo er den videnskabsfilosofi, der dikterer, at den eneste form for viden, der er gyldig, er rent videnskabelig viden, som kan empirisk bevises. Mon ikke, Anne Mette Bang og hendes folk skulle have kigget i en ordbog?

Hvis vi havde 90 mandater...: De Konservative mellem linierne - del III

På side 21 i dagens Søndagsavisen (11/11-07) finder man den velkendte, "Hvis vi havde 90 mandater..." valgannonce, som er den anden af Bendt Bendtsens kæmpeannoncer i den avis.

I princippet er annoncen en liste af løfter om ting, som De Konservative vil gøre, hvis be får 90 mandater. Det er jo meget godt, men også tricky for dem, da de jo er løfter, og løfter skal jo holdes.

Et af løfterne lyder således:

Vi ville arbejde endnu hårdere for et trygt Danmark uden terror, og vi ville straffe vold og sexovergreb mod børn betydeligt strengere.

Jo, det er da meget fint med et trygt Danmark, men faktisk lyder første del af denne frase som noget taget ud af de amerikanske ultrakonservatives værdibog. Som nævnt her bygger det amerikanske verdenssyn primært på en familemodel, der kaldes strict father modellen. I denne model er faren den ultimative autoritet, som opdrager børn til at blive selvstændige og effektive borgerer ved hjælp af et reward/punishment system. Ydermere er det faderens opgave at beskytte børnene mod de farer, der lurer i omverden. Dette princip overføres i amerikanske sammenhænge til den amerikanske stats store militærudgifter - det er simpelthen Far Amerika, der ruster op for at kunne beskytte sine børn. Således hører man tit fraser som "evil is everywhere", "protect America against evil", "keep America safe" osv.

Det virker på mig meget tydeligt, at Bendtsen bruger enlignende retorik, når han snakker om et trygt Danmark uden terror (og terror er jo vor tids symbol på ultimativ ondskab). Bendsten er faktisk hørt bruge udtrykket "vi lever i en farlig verden" før, og det er jo som taget direkte ud af en amerikansk konservativ tale. Og at snakke om "et trygt Danmark uden terror" er ingenlunde anderledes, for hvad kræver det for at holde Danmark trygt? Nogen til at holde terroren ude. Og hvem gør det? Det gør den beskyttende Far Danmark. Det vil sige, at Bendsten påkalder igen værdier fra den ultrakonservative amerikanske strict father model.

Spørgsmålet er så igen, om idéer importerede fra den amerikanske strict father model, som jo hører til et konteksten af amerikansk kultur, rent faktisk hører hjemme i danske sammenhæng. Har vi virkelig brug for en strict father stat? Jovist, vi bliver beskyttet, men vi bliver også opdraget hårdt med stok og gulerod.

Ulighed frem for alt: De Konservative mellem linierne - del II

På side 25 i dagens udgave af Søndagsavisen (11/11-07) finder man en valgannonce for Søren Salling. Umiddelsbart skulle man tro, at det slet ikke var en konservativ, der stod bag, da overskriften lyder

Rige familier behøver faktisk ikke en børnecheck...

Og nedenunder Sallings smilende flødebollefjæs finde men yderligere tekst:

Men,

• flygtninge behøver fakstisk husly...
• psykisk syge behøver faktisk hjælp...
• de svageste ældre behøver faktisk mere omsorg...

Wow, tænker man, det må være en af disse sjælnde konservative med hjerte (hvis man husker implikaturen i Vivi Kiers slogan). Det lyder jo nærmest som Enhedslisten, men der er faktisk indbygget et element af ulighed i selve overskriften.

Ved at postulere, at rige familier ikke har brug for en børnecheck, argumenterer Salling faktisk mod lige muligheder for alle. Rent teknisk har rige måske ikke brug for en børnecheck, men mere generelt er spørgsmålet, om det etisk set er okay at afskære en befolkningsgruppe fra en velfærdsgode, som de endog selv har financieret gennem skatter. Og et sådant princip er jo egentligt et ulighedsprincip, selvom Salling ved flere lejligheder foregiver at slå et slag for total lighed i samfundet, som ha han for eksempel argumenterer, at homoseksuelle ikke skal have særbehandling (og at lesbiske ikke skal have adgang til inseminering). Homoseksuelle, siger han, skal have samme muligheder som alle andre minoritetsgrupper, men hvis homoseksuelle ikke skal have særbehandling, hvor er logikken så i, at flygninge, psykisk syge eller de svageste ældre skal? De hører jo også til minoritetsgrupper. Det er nogle af de kritiske spørgsmål, som Sallings kampagne rejser, og hans kampagne kan angribes fra både højre og venstre.

Hvis man kigger Sallings kampagne gennem i sømmene, vil man se, at den ikke er helt sammenhængende med hans idéer om absolut lighed i samfundet, da hans valgannonce, sådan rent etisk på et abstrakt plan faktisk præsenterer en vision om et ulige samfund, hvor enkelste befolkningsgrupper afskæres fra visse velfærdsgoder og andre får adgang til specialbehandling. Problemet her, tror jeg, er, at man har stjålet venstrefløjens sprogbrug og bruger det i perspektivet af ens eget verdenssyn.

Sagen er bare den, at venstefløjens sprog er skabt i lyset af et meget anderledes verdenssyn. Det er et smart trick at stjæle modstanderens sprog for at lokke folk, der deler deres verdenssyn til at stemme på en selv. Men det betyder også, at man stjæler aspekter af modstanderens verdenssyn, og hvis man ikke er forsigtig, betyder det, at man importerer verdenssynselementer ind i ens eget verdenssyn, som ellers ikke er kompatible, og det kan skabe rod og ravage i butikken. Det betyder netop, at hans kampagne kan angrebes både fra venstreorienterede og fra medborgerlige.

Det er netop det, der er sket her, selvom ravagen ganske vist finder sted på et mere abstrakt filosofisk plan. Dette ville være en god mulighed for den kritiske vælger at hugge til som en kobra.

Guld og grønne skove: De Konservative mellem linierne - del I

Hvis man bladrer op i dagens Søndagsavisen (11/11-07 - Odense) vil man støde på ikke mindre end tre store (plus en mellemstor) valgannoncer for De Konservative. De virker umiddelbart meget forskellige, og umiddelbart virker de også rimeligt humanistiske med fraser som "et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere", "Danmark går i spidsen for bedre klima og miljø i verden", "et trygt Danmark", "flygtninge behøver faktisk husly" - ja, det lyder nærmest ventreorienteret, men hvis man læser mellem linierne, vil man finde, at alle annoncer faktisk repræsenterer et hierarkisk og ultra-traditionelt verdenssyn, der har meget til fælles med den måde de amerikanske ultrakonservative ser verden på. Jeg vil gennemgå de fire valgannoncer i en serie på fire små indlæg, jeg kalder for "De Konservative mellem linierne".

Vi starter med en af de to Bendt Bendtsen annoncer (den på side 11, og den som nok er mest umiddelbart konservativt orienteret). Overskriften er "Vækst -> velstand -> velfærd", og artiklen virker umiddelbart som en kritik af Socialdemokraternes "Velfærd eller skattelettelser", hvor Socialdemokraterne framer velfærd og skattenedsættelse som to gensidigt eksluderende størrelser, således, at hvis man vil bevare velfærden, kan man ikke også få skattenedsættelser. Selvom framens indre logik brister på grund af valget af ordet "skattelettelser", er sloganet immervæk så effektivt, at Bendtsen har været nødsaget til at producere den forhåndenværende valgannonce, som umiddelbart forklarer, hvordan det kan lade sig gøre at have velfærd og skattenedsættelser på samme tid:

Helle Thorning forsøger at gøre valget til et spørgsmål om enten skattelettelser eller mere velfærd. Intet kan være mere forkert.

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og der bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økononomien og øget velstand for den enkelte borger.

Derved stiger skattegrundlaget og statens skatteindtægter. Og så får vi også råd til øget velfærd og offentlig service.

Det er med andre ord ikke et enten-eller, men et både og, når bare man tør tro på fremtiden.

Og det gør vi. I de sidste 6 år har vi skabt fundamentet, og nu har vi vedtaget skattelettelser og fremlagt en kvalitetsreform, hvor vi vil investere 50 mia. kroner i at forny og løfte kvaliteten af børnehaver, folkeskoler, kræftbehandling, ældre-pleje og meget mere.

Det er den konservative opskrift på et bedre Danmark for både stærke og svage medborgere, og det arbejde vil vi fortsætte - med din hjælp den 13. november.

Det er på sin vis en meget smart måde at forklare det på, da det framer skat og velfærd i et konservativt perspektiv. Læg mærke til brugen af ordet "skattelettelse", som passer meget bedre ind i denne tekst. Læg også mærke til, at annoncen bygger videre på skat-som-byrde metaforen i udtrykket "når vi letter skatten", (det er også smart af de konservative at bruge fed skrifttype på deres catch-phrases, så de fanger ens opmærksomhed), hvor de konservative ligefrem konceptualiserer sig selv som helten, der frigør det stakkels offer fra byrden - på den måde får de også indirekte præsenteret Helle Thorning som skurken, der tvinger byrden ned over hovedet på ofret.

Det er smart framing, må man sige, men de konservative har jo også den fordel, at Socialdemokraterne allerede selv har lagt op til en aktivering af skat-som-byrde metaforen med det uheldige ordvalg i deres kampslogan.

Ja umiddelbart virker det som om, de Konservative har fat i noget af det rigtige her, men hvis man læser mellem linierne, bliver skat og velfærd ikke blot framet i perspektivet af danske konservative værdier, men også i perspektivet af en værdi, som associeres med amerikanske ultrakonservative - nemlig, det som kaldes the morality of reward and punishment (eller reward/punishment).

Reward/punishment er en vigtig del af den familiemodel som amerikanske konservative ifølge George Lakoff og andre forskere ligger til grund for det amerikanske konservative verdenssyn: strict father modellen. Strict father familien er en familiemodel, hvor faren har den højeste autoritet. Det er faren, der sætter husets regler op, og det er farens rolle at forsærge familien og håndhæve husets regler. Moren, der er faren underlegen, tager sig af husholdningen og hjælper faren med at håndhæve husets regler. Børnene har bare at adlyde deres forældre. Hvis de ikke adlyder, bliver de straffet hårdt (måske med stuearrest eller måske korporligt med smæk eller tæv med et bælte). Hvis de adlyder. bilver det belønnet med kærlighed eller måske materielt. Således opdrages børnene til at blive gode lovlydige mennesker gennem et reward/punishment system. Det vil sige, udsigt til belønnelse gør dem effektive borgerer, og frygt for afstraffelse gør dem til lovlydige borgerer. På dansk har vi et metaforisk udtryk, der beskriver dette system ret godt: "stok og gulerod".

Og udgangspunktet for den konservative opskrift på et bedre Danmark har faktisk reward/punishment- eller stok/gulerod-pricippet som hovedpræmis. Prøv at læse følgende igennem med reward/punishment-systemet in mente:

Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats, og dere bliver flere penge til forbrug. Det skaber vækst i økonomien og øget velstand for den enkelte borger.

Udtrykket "Når vi letter skatten på arbejde, så bliver det attraktivt at gøre en ekstra indsats"
bygger faktisk på gulerodsdelen af reward/punishment-princippet. Altså er skattenedsættelse egentligt bare den gulerod, man holder foran næsen på folk for at få dem til at arbejde mere. På den måde er den konservative opskrift ikke andet en behavioristisk tankespind, hvor man egentligt bare har tænkt sig at lokke folk til at arbejde mere.

Stokkedelen fremgår ikke af teksten, men man kan altid tolke videre på udtrykket "at gøre en ekstra indsats". Hvad betyder det egentligt? Det betyder grangiveligt, at arbejde mere og hårdere (og her har vi en parallel til et andet konservativt amerikansk koncept: "the hard working American"). Men det kunne sagten indebære, at man også havde mere stokkeagtige metoder til at "øge effektiviteten", så som for eksempel længere arbejdsuger eller andre mere tvangsbaserede metoder. Problemet er jo, at folk måske slet ikke er interesseret i at gøre en ekstra indsats. Hvis skattenedsættelser på arbejde betyder "flere penge i hånden" med den indsats, man allerede gør, hvorfor skulle man så arbejde mere, når man nu alligevel allerede får mere end før?

Ja, det kræver faktisk ikke meget at gennemskue, at bag den konservative opskrift gemmer der sig et simpelt behavioristisk stok/gulerods-princip. Hvis vi holder os til familiemodellerne, så indebærer det også, at staten bliver den strenge far, der svinger stokken og lokker med guleroden. Og spørgsmålet er så, om et sådant primitivt system hører til i vor moderne og demokratiske verden.

Et andet problem (for mig i hvertfald) er, at deres opskrift ike er troværdig. I stedet for at overbevise mig om, at deres opskrift er den rette, får annoncen mig til at stille følgende spørgsmål: "Hvad bygger de deres opskrift på - hvilken økonomisk teori er det, og er der empiriske beviser på, at en sådan model overhovedet vil fungere?".

Jeg håber, at mange andre borgerer er lige så kritiske, og ikke bare køber valgflæsket råt.

Guld eller grønne skove?

Socialdemokraternes "kampråb" lyder, som nogle vælgere nok har lagt mærke til, således:

Velfærd eller skattelettelse.

Umiddelbart virker det, ret framingsmæssigt, som et meget effektivt slogan, der meget præcist framer velfærd og borgerlig skattepolitik i perspektivet af socialdemokratiske værdier, men faktisk lider dette slogan under en manglende indre logik, hvis ikke en direkte konceptuel konflikt.

Lad os tage det gode først, og vi starter i grammatikken. Selve den grammatiske struktur er det, der nogle gange kaldes et paratagme. Paratagmer er konsturktioner, hvor to - eller flere - led sidestilles ved hjælp af en sidestillende konjunktion. Ved at bruge den sidestillende konjunktion 'eller' i et paratagme stiller man de to sidestillede led op som gensidigt udelukkende alternativer, der ikke overraskende står i et enten-eller forhold til hinanden. Således opstiller Socialdemokraterne velfærd og skattenedsættelser som eksklusivt udelukkende alternativer til hinanden. Det, sloganet siger, er altså:

"I kan enten få velfærd eller skattenedsættelser, men ikke begge dele"

Men det er ikke alt. Det er vigtigt, at "velfærd" står først. I og med, at velfærd nævnes først, bliver de vidensstrukturer, vi har om velfærd, aktiveret først. Den kognitive model for velfærd ser typisk, meget simpelt opstillet, sådan her ud:

• Velfærden gør, at der er lige muligheder for alle (der er f.eks. fri uddannelse, fri lægebehandling, fri børnepasning, financiel støtte til de svageste, SU)
• Velfærden financieres af skatter (det er altså skatter, der gør velfærdgoderne mulige)

Ved at præsentere skattenedsættelser som et alternativ til velfærd giver sloganet så udtryk for, at man ikke både kan have velfærd og skattenedsættelser. Men på et rent konceptuelt plan har dette slogan også nogle konsekvenser i og med, at det opsætter følgende model:

Hvis velfærd er financieret af skatter, betyder det, at hver gang man foretager en skattenedsættelse, fjerner man noget af velfærden og dermed noget af de goder, som alle samfundets borgere nyder godt af.

Det er vigtigt, at "skattelettelser" nævnes efter "velfærd", for hvis det havde heddet "Skattelettelser eller velfærd?", ville man aktivere ens vidensstrukturer om skattenedsættelser først, hvilket ville betyde, at skattenedsættelser ville være udgangspunktet, og ikke velfærd, og på den måde ville velfærd måske endog fremstå som noget negativt, der står i vejen for skattenedsættelser. Som sloganet er, fremstilles skattenedsættelser jo netop som noget, der står i vejen for velfærd, og det er rigtig smart framing, hvis man vil promovere et socialdemokratisk verdenssyn.

Man desværre falder hele framen fra hinanden på grund af ukritisk sprogbrog. Hvordan kan det være? For at finde svaret skal vi kigge nærmere på ordet "skattelettelse" (og trække på argumenter foretaget af George Lakoff og Steven Breunig, der har kigget kritisk på henholdsvis "tax relief" og "skattelettelse"). Skattelettelse er et substantiv (eller navneord), men et specielt et af slagsen. Det hører til den slags substantiver, der kaldes "compound nouns" på engelsk (jeg tror, de kaldes "sammensatte navneord" i dansk grammatisk terminologi). Det vigtige element her er "lettelse". Ordet "lettelse" indebærer, at der også er en byrde, og det betyder jo, at ordet "skattelettelse" præsenterer skat som en byrde, som så fjernes af en slags helt. Modellen ser nogenlunde sådan her ud:

• En byrde gør livet surt for et "offer"
• Der kommer en og fjerner byrden
• Uden byrden får "offeret" frihed
• Den, der fjerne byrden er en slags frigører eller helt
• Den, der modsætter sig fjernelse af byrden er en slags skurk

Både George Lakoff og Steven Breunig argumenterer, at ordene "tax relief" og "skattelettelse" faktisk fremkalder en underlæggende dyb metafor (et såkaldt "conceptual metafor"), hvor skat konceptualiseres som en byrde. Der kan således opstilles paralleller mellem byrde-modellen og skattenedsættelses-modellen:

• Byrde = skat
• Offer = borgeren
• Fjernelse af byrden = skattenedsættelsen
• Frihed = økonomisk frihed (eller "flere penge mellem hænderne")
• Frigører = regeringen, der foretager skattenedsættelser
• Skurk = modstandere af skattenedsættelser

Altså giver ordet "skattelettelse" udtryk for, at skat er en byrde, og det er typisk en borgerlig holdning, og i og med, at Socialdemokraterne jo typisk er modstandere af skattenedsættelser, falder de jo ind i rollen som skurke i denne model.

Ifølge Geroge Lakoff blev ordet "tax relief" opfundet af konservative, netop for at promovere deres verdenssyn og deres syn på skatter, og Steven Breunig informerer os, at "skattelettelse" blev indført i dansk af Mogens Glistrup, som jo ikke ligefrem var begejstret for skatten.

"Skattelettelse" er altså et borgerligt ord, der promoverer et borgeligt verdenssyn, som er rimeligt anti-skat. Og det holder jo ikke, at Socialdemokraterne bruger et sådant ord, for de løber simpelthen bare de borgeliges ærinde, og det ganske ukritisk og sandsynligvis også uvidende. Eftersom skat-som-byrde og skat-som-investering-i-velfærd er to uforlignelige modeller, betyder det, at sloganet "velfærd eller skattelettelser?"s indre logik falder helt fra hinanden, og framen bliver på sin vis neutraliseret.

Det er en skam, at Socialdemokraterne har været dumme nok til at bruge et borgerligt udtryk, for havde de bruget et udtryk, som ikke var farvet af borgerlige værdier, og som ikke præsenterede skat som en byrde, ville deres slogan have været et meget effektivt stykke framing, men nu er det bare et kæmpe fodskud af karat. Hvis man vil ændre folks holdning til skat, bliver man nødt til at se sig om efter et andet udtryk for skattenedsættelser, som IKKE præsenterer skat som en byrde. Man bør snarere finde et udtryk, der passer ind i verdenssynet, hvor skat konceptualiseres som en investering i samfundet.

Da "velfærd" og "skattelettelse" jo begge er positive ord rent semantisk, så kunne Socialdemokraterne lige så godt have spurgt "guld eller grønne skove?".

• George Lakoff diskuterer udtrykket "tax relief" i bogen Don't Think of an Elephant: Know Your Values and Frame the Debate.
• Steven Breunigs diskussion af "skattelettelse" findes i artiklen "Skattelettelse: et fremmedord i velfærdsdebatten", som er tryk i journalen Arbejderhistorie, nummer 4.
• Læs mere om konceptuelle metaforer i Metaphors we Live by og Philosophy in the Flesh, begge af George Lakoff og Mark Johnson
• For mere om konceptuelle metaforer i politik, læs George Lakoffs Moral Politics.
  

Captain Obvious: truismernes mester

På vej hjem fra arbejde på Frederiksberg så jeg en valgplakat for en konservativ, der hedder Flemming Brank. Ligesom Vivi Kier fra Odense er han en af de konservative, der har vovet sig ud i, at føje et lille personligt slogan til "de tre sandheder".

Hvor Vivi Kiers slogan havde nogle fjollede og lidt uheldige kommunikative konsekvenser, så er Flemmeng Branks slogan direkte redundant. Det lyder således:

Politik med værdier

Problemet er for det første, at moderne politik nærmest per se handler om værdier. Politik er jo et spørgsmål om at forsøge at anvende en politisk ideologi, som er baseret på et spedifikt verdenssyn, i styringen af en nation eller en anden geopolitisk enhed. Og med verdenssyn følger helt automatisk værdier. Derfor er der jo faktisk ikke meget ny eller fængende information i sloganet "politik med værdier". En implikatur kunne selvføgelig være

Normalt er der ikke værdier i politik, men Flemming Brank fører politik med værdier

Men det ville jo være en forkert påstand. Der er nok ikke noget usandt i, at Flemming Brank fører politik med værdier, men det ville være usandt at påstå, at al anden politik er værdiløst. Med det i mente, så må man sige, at et slogan, som "politik med værdier" er totalt intetsigende , ganske overflødigt, ueffektivt, og i princippet spild af bogstaver.

For det andet er sloganet problematisk, fordi selve ordet "værdier" er en vag og ukar afære. Hvad er en værdi? Hvad er ikke en værdi? Er Flemming Branks mærkesager værdier, og er, for eksempel, Socialdemokraternes ikke værdier? Det er jo en subjektiv affære, for hvad, der er en værdi og en dyd, afhænger jo af ens verdenssyn. Et af de helt store nøgleord i den igangværende valgkamp er jo netop "værdier", og med et så vagt og overflødigt slogan virker det lidt som om, at Flemming Brank bare forsøger at slå plat på ordet uden at have forstået, hvad det egentligt betyder (men, okay, jeg har heller ikke helt selv fattet, hvad de mener med "værdier" i den igangværende valgkamp).

Det er han ikke ene om. Hele Venstres familievenlige plakatkampagne med billeder af lykkelige børn og glade forældre krydret med tekster om sundhed og tryghed er også et alt for tydeligt forsøg på at slå plat på de såkaldte familieværdier, og, det, som både Flemming Brank og Venstre, og højrefløjen i det hele taget, gør er faktisk at stjæle ord og vendinger fra venstrefløjens repertoire i et forsøg på at stjæle deres stemmer. Problemet er bare, at tit kommer vendingerne til at virke tomme og ikke særligt informationsrige, og, at worst, helt overflødige, når de tages i brug af højrefløjen (måske fordi de i virkeligheden repræsenterer værdier, der ikke er værdier i det borgerlige verdenssyn). Se for eksempel følgende healines fra Flemming Branks hjemmeside:

• Vi skal have det godt, både børn, unge, familier og ældre.
• Vi skal udvise respekt og forståelse for samfundet, generationerne og for forskelligheden
• Jeg vil gøre det endnu bedre for alle at vokse op og leve i et trygt og afbalanceret Danmark

Jo tak, selvfølgelig skal alle have det godt. Det behøver man da ikke fortælle os. Og, ja, selvfølgelig skal vi respektere hinanden. Og det er da fint, at han vil gøre det endnu bedre for os at leve i et trygt og afbalanceret Danmark, men det er der altså også flere hundrede andre politikere, der står på nakken af hinanden og tilbyder. Disse mærkesager er jo så åbenlyse, at der stort set ikke er noget i dem (dette kaldes for truismer). Der er intet nyt under solen der. Det er meget fristende at se disse truismer som forsøg på at slå plat på hele "værdi"-konceptet uden egentligt at definere, hvad, der menes med "værdier". En konsekvens kan være, at læsere tænker "hov, tror han, jeg er dum, eller hvad?", og så gider de da ikke høre mere på ham. Flemming Brank går i detaljer og forklarer sin politik og sine værdier andetsteds på sin hjemmeside, og det er meget godt, men det nytter ikke meget, hvis ens blikfang ikke er effektive, og specielt ikke, hvis de ligefrem virker fornærmende på læserens intelligens, for så gider læseren slet ikke læse den egentligt informerende tekst.

Og så skal der forresten 'r' i enden på de fleste udsagnsord i nutid, så det er lidt ærgeligt at se dette på en politkers hjemmeside:

Lavere skat, der sikre vores velfærd

Et problem her er også, at koncepterne "lav skat" og "velfærd" ikke umiddelbart er forenelige, da den kognitive model, mange har for vælfærd netop involverer skat some det, der financierer velfærden. Derfor virker dette udsagn mystisk på mange, hvis ikke det bliver forklaret lige netop, hvordan lavere skat kan sikre velfærd.

Det er ikke for at være grov, men jeg synes, at rent sprogligt er denne kampagne patetisk. Man skulle nok have hyret en sprogkonsulent. Det er lidt fladt at køre en valgkampagne baseret på truismer, men, som sagt er det ikke kun Flemming Brank, der er synder. Hvis man læser Venstres, Dansk Folkeparti og De Konservatives valgannoncer igennem vil man se, at de fleste af deres mærkesager rent faktisk bare er truismer. Men "politik med værdier" må siges at være truismen over alle truismer.

Hil Fleming Brank, truismernes mester!

... men så' det faktisk skidt

Mange af dem, som jeg har snakket med om sproget i den igangværende valgkamp har givet udtryk for, at SFs hovedslogan er blandt de bedste sproglige indslag i kampen om mandaterne. Sloganet lyder:

Det ku' være så godt...

Og, jo, det er faktisk et rimeligt smart slogan, som er interessant i forbindelse med det, grammatikere kalder modalitet, og så er det jo også en allusion til den velkendte sang, hvor omkvædet lyder "det ku' være så godt, men så det faktisk skidt".

Hvad er modalitet så? Jo, det er måske lidt en kringlet affære, men forklaret meget simpelt, så har modalitet at gøre med, hvad der hypotetisk er muligt, men ikke nødvendigvis virkeligt. Det lyder komplekst og halvfilosofisk, men modalitet er meget vigtigt for menneskeracen. Det udgør nemlig en vigtig del af den menneskelige fantasi, da modalitet tillader os at tænke, ikke kun over hvad, der er, men også hvad der kunne have været.

Modalitetens vigtighed afspejles også i sproget; blandt andet i det, der hedder modalverber. Modalverber (så som "kunne", "skulle", "måtte" osv.) er en slags hjælpeudsagnsord, der understreger, at den situation, som hovedudsagnsordet i et udsagnsled refererer til, er hypotetisk men ikke nødvendigvis virkelig. Her er et eksempel:

Jeg har spist din pizza
Jeg kunne have spist din pizza

I den første sætning, med udsagnsleddet "har spist", gives der udtryk for en hændelse, der har fundet sted. I den andent sætning med udsagnsleddet "kunne have spist", som jo indeholder et modalverbum, er situationen en lidt anden. Her gives der udtryk for, at min spisning af din pizza er en rent hypotetisk mulighed, men ikke nødvendigvis en hændelse, der virkeligt har fundet sted. Dette kan undrestreges ved at lege lidt med sproget og indsætte nogle 'benægtelser'

*Jeg har spist din pizza, men jeg gjorde det ikke
Jeg kunne have spist din pizza, men jeg gjorde det ikke

I den første sætning kan man ikke rigtigt indsætte en benægtelse (asterisken indikerer, at sætningen er forkert), fordi sætningen så ville være selvmodsigende i og med, at den jo netop giver udtryk for, at pizzaspisningen har fundet sted. Det fungerer til gengæld fint i sætning to, fordi med modalverbet "kunne" giver sætningen jo kun udtryk for en mulig, men ikke virkelig, hændelse. I mere filosofiske tilgange til sproget arbejder man ligefrem med den ide, at modalverber opsætter en alternativ uvirkelig verden til vores egen virkelige verden (det kaldes "alternate worlds" på engelsk, og er, omend lidt spaced out, ret spændende).

Hvis man kigger på "det ku' være så godt...", ser man straks, at der er et modalverbum i udsagnsleddet "ku' være" ("ku'" er jo en forkortet form af "kunne"). Det vil sige, at det, at det er godt, er i dette slogan ikke en virkelighed, men blot en hypotetisk tilstand. Det vil sige, at tilstandene under den nuværende regering indirekte præsenteres som værende ikke ret gode, men i en virkelighed, hvor SF havde mere indflydelse, ville tilstandene være meget bedre. Og den verden er ikke virkelig lige nu, men det kunne den gå hen og blive efter valget, hvis SF havde stemmer nok. Således er implikaturen (altså den indirekte betydning). Og dette er ikke rent gætværk eller den pure fortolkning fra min side:

Men faktisk har vi også et valgslogan, der er lidt i den boldgade: "Det ku’ være så godt." Underforstået, hvis SF får mulighed for at gennemføre partiets politik.
Villy Søvndals blog på Politiken

SF har tydeligt tænkt dette slogan grundigt igennem, og der for er det rent sprogligt mere effektivt end mange andre slogans, vi har set i denne valgkamp.

Og det slutter ikke her. Sloganet er også en allusion (altså en skjult hentydning) til den velkendte strofe "det ku' være så godt, men så' det faktisk skidt". Og man må erkende, at det er meget fristende mentalt lige at tilføje "men så' det faktisk skidt", når man ser en SF-valgplakat. Det smarte ved denne allusion er, at det bygger videre på modalitetsforholdene, da, hvis man da har fantasien til at forbinde "men så' det faktisk skidt" med den virkelighed, som "det ku' være så godt" er et hypotetisk alternativ til - nemlig, tilstandene under den nuværende regering. Hvis man kan lave denne forbindelse, ser modalitetsforholdene altså således ud:

Det ku' være så godt = hypotetisk mulig virkelighed, hvor SF har indflydelse
men så' det faktisk skidt = den 'virkelige' virkelighed, hvor VK(O), sidder på magten

Den logiske effekt i det univers, som SFs slogan præsenterer, er jo så, at man skynder sig at stemme på SF, så den hypotetiske uvirkelige virkelighed kan blive virkelighed.

Der er dog et lille problem ved den måde, dette slogan lanceres på, som har med multimodalitet at gøre. Og, ja det er lidt forvirrende, men multimodalitet har intet med modalitet at gøre. Multimodalitet er når man har et stykke kommunikation, der bruger flere forskellige former for kommunikation samtidig. De fleste valgplakater er multimodale, da de gør brug af både visuel og tekstlig kommunikation. Problemet med SFs valgmotto er, at man tit støder på det ved siden at et billede af Villy Søvndal. Dermed kan man fristes til at fortolke sloganet som i retning af dette "det ku' være så godt, men nu har vi kun Villy Søvndal". Okay, det kræver lidt fantasi og gør ikke anden skade end, at det genererer en smule humor, men alligevel.

Bortset fra det, så er dette slogan et af de bedre i den igangværende valgkamp, og det er på sin vis betryggende, at SF modsat mange andre partier lader til at rent faktisk at have tænkt over deres sprogbrug.

Tror du selv på det?

Kristendemokraterne har lidt af et finurligt, og måske farligt i visses øjne, motto "Vi tror på X! Hvad tror du på?", hvor X står får den sag, som Kristendemokraterne nu ønsker at promovere.

Der er en indbygget tvetydighed (eller polysemi, som det så fint hedder sig i fagsproget) i dette motto, som helt åbenlyst er tiltænkt. Ved at sige, for eksempel, "Vi tror på omsorg til alle!", som det lyder i en af deres valgannoncer, giver man jo udtryk for, at omsorg til alle er en ting, som man mener er en slags ultimativ god tilstand, og sikkert også noget, som man vil kæmpe for. Det kan man argumentere er en implikatur i mange ytringer, der indeholder "Jeg tror på X". Og det er jo i princippet godt for ens image, da det giver udtryk for, at man derved er viljestærk og målbevidst og villig til at kæmpe for det, man mener er bedst. Og det passer egentligt også fint med Bodil Kornbeks image, som den benhårde og viljefaste kvinde.

Havde det været et hvilket som helst andet parti, havde historien nok ikke været længere end det. Men nu er dette ikke hvilket som helst parti, men snarere Kristendemokraterne. Og det element af patiets navn, der lyder "kristen" for jo en til at have lidt andre associationer, når det kommer til udtrykket "tro på" - nemlig, at tro på noget i en mere religiøs forstand. Jeg tror, denne tvetydighed er tiltænkt, og det er smart.

Men et eller andet sted er det også usmart, da det sikkert vil vække antipati hos en del ateister og andre, der mener, at man skal holde religion og politik adskilt. I en religiøs forbindelse betyder det at tro på noget jo også - i hver fald i en ikke-troendes synspunkt - at man tror på noget, der i virkeligheden ikke findes. Set i den troendes perspektiv findes den gudommelighed, man tror på naturligvis, og i mange tilfælde endog som en endegyldig sandhed. Men sådan ser det jo ikke ud for ikke-troende, som jo tit fortolker religiøs tro nærmest som en slags overtroisk fortolking af verdens tilstand.

Hvis man indkoder den ikke-troendes fortolkning af den religiøse udgave af "tro på" ind i "Vi tror på omsorg til alle!", ville mottoet jo betyde noget i retning af, at omsorg tol alle var noget goddommeligt, som man tilbad, men som i sidste ende var ivirkeligt og ikke-eksisterende. Og det kan de måske et eller andet sted have ret i. I hvert fald lader den offentlige omsorg til at have været stærkt forringet i mange år.

Problemet med Kristendemokraternes motto er sidestillingen af "kristen" og "tro på X", da det i visse folks øjne giver hvad der nu end måtte fylde X-positionen en religionmæsig guddommelig karakter, og det, tror jeg, kan skræmme rigtigt mange, som mener, at (religiøs) tro og politik skal holdes adskilt. Desuden fremkalder religiøs tro jo også idéer om følelser i modsætning til intellekt, og det er nok ikke alle, der tør sætte sin lid til politikere, der drives irrationelt af religøse følelser.

24-årsreglen: det handler om perspektiv

Endelig ser man et eksempel på framing i dansk politisk diskurs, der ikke falder fra hinanden, og det ser man, måske noget uventet, hos Enhedslisten. Hvis man hører til den slags, der irriteret smider dagens Nyhedsavisen i skraldespanden som dagens første handling, har man nok ikke set dette eksempel på framing. Hvis man derimod har kastet et blik på dagens udgave af Nyhedsavisen (altså d. 30. oktober) på side 12, så vil man se en valgannonce fra Enhedslisten, hvor der flot skrevet står:

Afskaf 24-årsreglen - fordi det er ok at være forelsket

"Og hvad er der så genialt ved dette?", kunne man spørge sig selv, "Er det ikke lidt noget pladderromantisk sludder?". Måske, men det er et næsten perfekt eksempel på effektiv framing, der giver et helt andet perspektiv på et "issue" og derved fremhæver nogle vinkler, som måske ikke lige passer ind i den måde modstanderen har fremstillet det.

Som nævnt i et tidligere indlæg går framing, i hvert fald political framing, ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer, der promoverer ens verdenssyn. Men der er mere i det end det. Framing er også tit et spørgsmål om perspektiv, og det samme koncept kan frames vidt forskelligt i forskellige perspektiver. Her er nogle ikke-politiske eksempler:

• De engelske ord "shore" og "coast" refererer begge til den samme ting - nemlig, skillelinien mellem land og hav. Hvorfor bruge to ord for det samme? De to ord betyder faktisk ikke det samme. Der er forskel i perspektiv. "Shore" refererer til skillelinien mellem land og hav set fra havet, så perspektivet er fra et skuepunkt ude på havet. "Coast" derimod refererer til skillelinien mellem land og hav set fra landet, så perspektivet her er fra et skuepunkt inde på land. Det er et af de eksempler, der i sprogforskningen er blevet brugt som argument mod synonymi.
  
• Et andet eksempel fra engelsk er ordene "stingy" og "thrifty". Begge ord refererer til det at være tøvende med at bruge sine penge, men hvor "stingy" ser dette i et negativt perspektiv som nærighed, ser "thrifty" det i et positivt perspektiv som sparsommelighed. Læg mærke til, at vi har den samme forskel på dansk mellem "nærig" og "sparsommelig".
  
• Der er også det klassiske eksempel, der bruges til at illustrere forskellen mellem pessimisme og optimisme - nemlig, "Et halvfuldt glas" og "Et halvtomt glas". Begge refererer til det samme, men den første vending fortolker det optimistisk, hvor den anden vending fortolker det pessimistisk.

Der er utallige eksempler på ord og utryk, der refererer til det samme koncept, men framer det i forskellige perspektiver.

Det kan ikke være overraskende, at dette sker meget i politik verden over, hvor forskellige ideologier jo har udgangspunkt i forskellige verdenssyn. Og ofte kan et "issue" være positivt i perspektivet af et verdenssyn, men negativt i perspektivet af et andet.

Her er et, måske lidt ekstremt, men om ikke andet illustrativt, eksempel fra amerikansk politisk diskurs: abort. Det er vist velkendt, at amerikanske konservative er stærkt modstandere af abort. De finder det moralsk forkert at foretage aborter og mener, at ved at foretage aborter tager man menneskeliv, og at fostre har lige så meget ret til at leve, som fødte mennesker har det. De progressive derimod mener ikke, at abort er moralsk forkert, da det er kvindens eget valg, og hun bestemmer over sin egen krop. De konservative og de progressive har derfor to forskellige udtryk for abort (udover "abortion" selvfølgelig). Mange konservative vælger det følelsesladede udtryk "murdering babies", hvor de progressive foretrækker det sterile medicinske udtryk "removal of stems of cells". De konservative framer således abort i perspektiv af mord på spædbørn (det vil sige, de konceptualiserer også fostre som børn i stedet for blot celler) og dermed noget, der er moralsk forkasteligt og direkte kriminelt. De progressive vælger derimod at frame abort i perspektiv af en klinisk, professionel, medicinsk procedure. Denne forskel i perspektiv reflekteres også i de labels, som pro- og anti-abort folk har antaget. Anti-abortfolk kalder sig "pro-life" og fokuserer dermed på fostrets ret til at leve, hvor pro-abortfolk kalder sig "pro-choice" og fokuserer dermed på kvindens ret til at vælge og bestemme over sin egen krop. Det vil sige, at ikke blot ses abort i to forskellige perspektiver, men der er også fokus på det forskellige aspekter af abort i de to forskellige perspektiver.

Det, som Enhedlisten gør med deres valgannonce, er netop at frame 24-årsreglen i et nyt perspektiv. Som vi nok alle ved blev 24-årsreglen indført for at forhindre tvangægteskaber mellem unge herboende folk og unge udlændinge. Og det er så at sige den originale framing af 24-årsreglen. Desværre har reglen haft den uheldige bivirkning, at utallige unge danskere, der har valgt en partner udefra, ikke kan blive gift med deres udkårne og bo i Danmark. Dette er ikke med i den originale framing af 24-årsreglen, men ved at bruge begrundelsen "Fordi det er ok at være forelsket" framer Enhedslisten 24-årsreglen i perspektivet af frivillig kærlighed, og ikke i tvangsægteskaber. Og det er smart, for i det perspektiv er 24-årsreglen en hindring for, at man kan gifte sig med den, man elsker, og slå sig ned i Danmark. Altså er 24-årsreglen i dette perspektiv noget, der på sin vis er besværligt og gør livet surt for mange danskere. Ja, med lidt god vilje kan man endog argumentere, at 24-årsreglen i denne frame er undertrykkende og forhindrer danskere i frit at kunne vælge deres partnere.

Ved at bruge ordet "forelsket" fremkalder Enhedslisten i denne annonce jo netop tanker om frivillig kærlighed, der jo uden tvivl er positivt. Det er jo typisk et scenarie, hvor to mennesker falder for hinanden og vil være sammen. Dette er i stærk kontrast til et ord som "tvangsægteskab", hvor vi jo tit tænker, at de, der står og skal giftes, egentligt ikke er spor forelskede i hinanden. Så her har vi en måde at frame 24-årsreglen på som noget ganske negativt og undertrykkende, og i denne frame bliver den, der vil opretholde 24-årsreglen, jo nærmest til en slags undertrykkende tyran, der vil blande sig i, hvem folk skal gifte sig med, og som er ligeglad med kærlighed og forelskelse.

Så det kan da godt være, at dette slogan er pladderromantisk, hvilket kan være årsag til, hvis det ikke slår igennem. Men det opbygger faktisk en ganske effektiv frame, der fremstiller 24-årsreglen på en helt anden måde og i et helt andet perspektiv end i dens originale frame.

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:

Konservativ med hjerte

Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:

Der står salt på bordet.

Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT

Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.

Kausalitet og kræft: en sprogblooper

Dette er bare en lille kuriøsitet, jeg lagde mærke til i gårsdagens debat på DR2. Og sikke en forfærdelig debat? Aldrig har jeg set danske politikere plapre løs i munden på hinanden i sådan en rodet og agressiv mismask som var de en flok brøleeaber langt ude i junglen.

I løbet af denne debat, udtalte sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen noget i retning af - og jeg husker det ikke ordret, må jeg indrømme - at der er mange flere, der overlever på grund af kræft under den nuværende regering end under den forrige socialdemokratisk ledede regering.

Løkke Rasmussen har mildest talt et lidt alternativt syn på kræft, må man sige. Jeg troede netop, at man døde på grund af kræft. At man ligefrem overlever på grund af kræft er da noget nyt... eller er Løkke Rasmussen måske blivet misinformeret? Taler han mod bedrevidende? Nej, det er selvfølgelig bare et eksempel på en sprogblooper eller en talefejl, som vi alle laver. Dog er denne dog en lidt uheldig en af slagsen, når det kommer fra en sundhedsminister.

Udtrykket "på grund af" udtrykker jo en slags kausalitet; det vil sige et forhold hvor noget er direkte årsag til noget andet - og det er jo egentligt ret simpelt. Den underliggende relation er således en relation mellem en årsag og en konsekvens. Skal man se udtrykket "på grund af" som en konstruktion, har den denne form [X på grund af Y], og dens semantiske indhold er ÅRSAG-RELATION-KONSEKVENS. Semiotisk udtrykker det, der står i X-positionen KONSEKVENSen og det, der står i Y-positionen (som rent teksnisk er et forholdsordsobjekt styret af "af") udtrykker ÅRSAGen. "På grund af" udtrykker selve kausalitetsrelationen. Dette skulle være tydeligt i følgende sætning:

• Han kom ikke i skole på grund af sygdom

"Han kom ikke i skole" er således KONSEKVENSen, og "sygdom" er årsagen. Skulle man omskrive sætningen, ville det bedste bud nok være følgende:

• Han kom ikke i skole, fordi han var syg

Skulle man udsætte Løkke Rasmussens kløgtige udtalelse for samme omskrivning, eller transformation, som visse sprogteoretikere kalder det, ville vi få følgende:

• Der er flere overlevende på grund af kræft -> Der er flere overlevende, fordi de har kræft

Umiddelbart ikke en heldig kausalitetspræsentation, når man er sundhedsminister, eller hvad?
Det giver enten indtryk af, at han ikke ved meget om kræft, eller at han ikke ved, hvad "på grund af" egentligt betyder... også selvom det bare er en sprogfejl, som vi alle jo laver flere gange hver dag.

Framing og uklart sprog i Dansk Folkepartis valgannonce

Valgkampen er blæst i gang, og debatterne raser allerede. Folk kalder hinanden for varmluftsballoner og løgnere. Der udbydes valgflæsk til højre og til venstre. Temaerne er mange: danske værdier, integration, velfærd, skattereformer... alt er ved det gamle. Midt i alt dette ligger sproget som medium og som våben. Vi støder på det i alt fra slogans over debatter til artikler og taler. Heri bruges sproget til at promovere ens egen politiske dagsorden, til at få modstanderne til at ligne skurke og tåber samt til at påvirke den almene danskers verdenssyn.

Et af de første slogans i denne valgkamp står Dansk Folkeparti for. Det lyder således:

Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke

Denne vending optræder i en valgannonce hvor den akkompagneres af et billede af en hånd, der er i fuld gang med at tegne en beskægget turban-bærende mand. Illustrationen er ifølge DRs hjemmeside taget fra en bog om islam fra 1683. Dette er tydeligtvis en reference til Muhammed-krisen, hvor et af hovedordene netop var "ytringsfrihed". Med denne annonce forsøger Dansk Folkeparti at bringe Muhammedkrisen på valgkampens dagsorden. Pia Kjærsgaard siger selv, at de netop bringer Muhammedkrisen på banen, da ytringsfrihed ifølge hende er en dansk værdi, der var truet, mens krisen stod på.

Annoncen har fået en blandet modtagelse, men lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet betegner manøvren som genial, og har udtalt:

Det er ret kløgtigt. De har alt at vinde med denne annonce. Al erfaring viser, at jo højere indvandrere og kultursammenstød kommer på dagsordenen, jo flere stemmer får Dansk Folkeparti. De skal være provokerende men samtidig så stuerene, at de kan forhandle politik med statsministeren. De opnår begge dele.

Hvorvidt annoncen er stueren eller ej skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er i hvert fald et eksempel på en strategi, som der har været tradition for i amerikansk politik i mange år, og som specielt de konservative amerikanske politikere har haft success med. Sprog og kommunikation indgår som en vigtig ingrediens i denne taktik, der i sprogforskningen kaldes framing. Jeg skal ikke gå i detaljer her med hvad framing går ud på (måske vil jeg dedikere et indlæg til en beskrivelse af framing senere - foreløbigt henviser jeg læseren til de bogtitler, der findes i slutningen af dette indlæg), men kort sagt går framing ud på via sproget at fremkalde visse tankestrukturer i modtageren, som promoverer ens eget verdenssyn.

Og det er netop det, Dansk Folkeparti gør her. Ved at sidestille "ytringsfrihed" og "dansk" fremkalder de en model i vores tanker, hvor ytringsfrihed er en specifik dansk værdi (selvom, det jo egentligt er en rettighed, som værdsættes i mange kulturer nu om dage og dermed ikke noget unikt dansk). Og ved at opstille dette op mod "censur" som noget ikke-dansk og sidestiller det med et billede af Muhammed fremkalder annoncen et scenario, hvor en dansk værdi trues af islam. Dette resulterer netop i yderligere associationer til kultursammenstød og islamofobi. Fokus på dette i valgkampen gør, at der stikkes til islamofobien, der hviler i mange danskere, hvilket Dansk Folkeparti kan vinde stemmer på, da de netop fremstiller sig som beskyttere af danske værdier og bekæmpere af fremmede "trusler".

Det interessante her er sammenspillet mellem sproglig og visuel kommunikation (et sådant sammenspil hører forresten under begrebet multimodalitet). Det er billede og tekst, der framer i dette tilfælde. Hvis det bare var et spørgsmål om censur, kunne man jo lige så godt have sat et billede af DRs logo på, da det som bekendt lykkedes DR at presse Københavns Universitet til at tvinge en studerende til at trække et speciale tilbage, da dette ikke fremstillede DRs Underholdningsorkester i et positivt lys. En sådan handling må da i høj grad også siges at være censur. Eller de kunne referere til de mange tilfælde, hvor regeringsinstanser har ændret i diverse rapporter for at tilbageholde oplysninger, der ikke var i deres favør. Det er jo også censur. Eller hvad med et billede af Jesus på en sandal. Der var jo en sag for mange år siden, hvor Føtex blev tvunget til at trække nogle sandaler med et billede af Jesus på, fordi danske katolikker fandt det krænkende, at man sådan gik og trådte på et billede af Frelseren. Det må også siges at være en slags censur. Men det ville ikke fungere i den frame, som Dansk Folkeparti sætter op med deres annonce, for det ville jo ikke opstille modsætningen mellem ytringsfrihed og censur som et sammenstød mellem en dansk værdi og islam, da censuren her jo er ad dansk oprindelse.

Så på den vis kan annoncen siges at være kløgtig, men jeg må sige, at jeg synes også, at deres strategi er meget nem at gennemskue. Alt det kræver er, at man sætter sig ned og tænker over alle de tilfælde af censur fra dansk side, der har fundet sted i den nyere historie. Så kan man undre sig over, at Dansk Folkeparti ikke refererer til dem i deres annonce.

Der er et andet problem med annoncen, og det ligger i selve vendingen "Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke". Problemet er tvetydighed i stedordet "det". Sådan som vendingen ser ud, kan den faktisk have to betydninger. Som de fleste nok ved, så er et stedord en slags stunt-ord, som man bruger i stedet for et andet, så man slipper for at gentage sig selv hele tiden (okay, det er i virkeligheden meget mere kompliceret med stedord, men skidt med det). Det vil sige, at stedord ofte "peger tilbage på" det ord, de står i stedet for. Den tekniske term for denne pegen tilbage er "anafora"(eller "anaphora", hvis man er lidt mere internationalt orienteret). Problemet her er, at der er to muligheder for anafora. Enten peger "det" tilbage på "dansk" - og dette er den tiltænkte anaforiske retning - eller også peger "det" tilbage på "ytringsfrihed". Faktisk har vi en konstruktion på dansk med formen [X er det ikke], hvis funktion er at informere, at noget ikke kan beskrives som X. Her er nogle eksempler på denne konstruktion i brug:

Hvad er det grønne der? Tjah, salat er det ikke.
Man kan sige meget om ost, men sundt er det ikke.

Jeg ved ikke, om musikken er Slayer eller Metallica, men Aqua er det ikke.I denne konstruktion peger "det" obligatorisk tilbage til det, som ikke kan beskrives som X. Der er således to mulige betydninger af Dansk Folkepartis catchphrase:

Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke dansk
Ytringsfrihed er dansk, censur er ikke ytringsfihed

Det virker måske som en banalitet, og beskeden er jo næsten den samme (og de fleste er vel i stand til at lure, at det er den første betydning, der er tiltænkt). Der er dog den lille forskel, at i betydning to er det ikke så tydeligt, at ytringsfrihed stilles op som noget dansk mod noget udansk. Hvis man går efter denne anden betydning og læser det som et typisk eksempel på [X er det ikke], så falder Dansk Folkepartis frame lidt fra hinanden.

Så en banalitet er det ikke. Bare det faktum, at der er tvetydighed i sproget, gør også, at der er uklarhed i sproget, hvilket så igen gør kommunikationen mindre effektiv... og dette er uheldigt uanset hvor stor eller lille uklarheden er.

Desuden er det måske også lidt pinligt, at et parti, der hævder at beskytte de danske værdier ikke engang har kendskab nok til det danske sprog til at bruge det ordenligt og utvetydigt.



Læs mere om framing:

• George Lakoff: Moral Politics
• George Lakoff: Don't Think of an Elephant
• Jeffrey Feldman: Framing the Debate
• Frank Luntz: Words that Matter