mandag den 29. oktober 2007

Hjerteløse konservative: implikatur og fodskud

Her er en lille sjov en. I kender nok alle de gode gamle kedelige valgplakater med en politikers fjæs, navn og partitilhør. Der er ikke meget tekst eller anden kommunikation på disse plakater - jo måske en "I folketinget" eller noget lignende.

Her til morges, da jeg cyklede på arbejde, kørte jeg netop og tænkte "Nej, hvor er de kedelige", og sjovt nok, netop lige som jeg havde tænkt den tanke så jeg en stor valgplakat på en plakatsøjle i krydset i Folkebo i Odense. Plakaten havde de klassiske træk: et billede af en smilende politker (i dette tilfælde Vivi Kier fra de Konservative), politikerens navn, samt partitilhør. Men der var nogle yderligere interessante ting på den plakat. I højre hjørne stod hendes mission statement skrevet, som essentielt var bedre forhold i skolen og, mere specifikt, mere IT til skoleelever. Derudover var der hendes personlige slogan:
Konservativ med hjerte
Og her knækker filmen jo helt. Hvis ikke det er åbenlyst, så fortvivl ej. Jeg vender tilbage til det om lidt.

Lad os først kigge på den måde, Vivi Kier framer sig selv (og jeg skal nok oprette et indlæg om framing). Det vigtige her er udtrykket "med hjerte". Hjertet fungerer som en dybt kulturel metafor for mange ting. De mest velkendte er vel, at hjertet er en metafor for kærligheden, og at hjertet er en metafor for gavmildhed, sympati og ikke mindst empati. Tillægsordet "storhjertet", for eksempel, hentyder til, at man er gavmild og uselvisk i og med, at man hjælper dem, der er lavere stillet end en selv, og dem, der har brug for hjælp. Og det er jo egentligt noget, man associerer med venstefløjens velfærdspolitik. Det passer egentligt fint med hendes mission statement om at forbedre skoleelevers vilkår, for folkeskoleelever er jo netop svage og har brug for de voksnes hjælp. På den måde framer hun sig selv som en gavmild og sympatisk person, der tager hånd om vore skoleelever - Danmarks fremtid.

Dette er et klart forsøg på at "stjæle" stemmer fra venstrefløjen. Ved at frame sig selv i lyset af værdier, der normalt associeres med venstrefløjen, kan hun jo ganske nemt appellere til tvivlende vælgere, der godt nok deler disse værdier, men ikke ved hvor de skal sætte krydset. Genialt? Nej, faktisk ikke, for denne catchphrase gør mere skade mod de Konservative end gavn.

Før vi går videre til dette, lad mig da lige fortælle lidt om implikatur (eller "conversational implicature", som det hedder i fagsproget). Vi kan nok alle gå med til, at et sprogligt udtryk overfører en besked. Denne besked kaldes for "indhold" eller "betydning" (eller i finere termer for "semantik"). For eksempel kune jeg sige nedenstående:
Der står salt på bordet.
Der er vist ingen tvivl om, at denne ytrings indhold, eller besked, er at der er placeret en saltbøsse (eller en anden "saltbeholder") med det korrekte indhold på et bord. Men dette er ikke den eneste besked. Der er nemlig typisk flere lag indhold end bare den direkte betydning. Der er meget ofte også et indirekte indhold, der ikke direkte fremgår af udtrykkets form. Dette implicitte indhold er det, der kaldes "implikatur" (eller "conversational implicature"). For eksempel kunne jeg med ovenstående ytring faktisk give udtryk for, at du gerne må tage noget salt, selvom jeg ikke siger det direkte. Altså ville den samlede betydning være denne:

direkte indhold: DER STÅR SALT PÅ BORDET - implikatur: OG DU MÅ GERNE TAGE NOGET SALT
Så, lige for at slå det fast. Der er flere lag betydninger: den direkte besked og den implicitte besked. Og meget ofte, hvis det lægger op til, at der er en implicit besked, men vi ikke lige kan finde den, så begynder vi automatisk at lede efter en selv, og tit finder vi en, som måske ikke var tiltænkt.

Det er netop det, der foregår med Vivi Kiers valgplakat of hendes personlige slogan - "Konservativ med hjerte". Selvom det ikke er den tiltænkte besked, så er der en specifik mulig implikatur, der springer i øjnene - nemlig, at Vivi Kier ved at være en konservativ med hjerte udskiller sig fra andre konservative netop ved at have hjerte. Den eneste logiske grund til dette må så være, at konservative normalt ikke har hjerte. Med andre ord, det Vivi Kier indirekte, implicit, siger er "Konservative er normalt hjerteløse".

Så, jo bevares, hun har framet sig selv ganske positivt, men ikke umiddelbart flatterende for resten af hendes parti. Det får jo ikke ligefrem de konservative til at se specielt sympatiske ud... og endda slet ikke, når temaet er bedre vilkår for skoleelever. Hun får, via den uheldige implikatur, jo sine partifælder til at fremstå som koldhjertede folk, der er ragende ligeglade med skoleelevernes vel og ve.

Normalt skyder man sig selv i foden, men i dette tilfælde må Vivi Kier da siges at have skudt sine partifæller i foden... hun kan jo af gode grunde ikke have skudt dem i hjertet.

8 kommentarer:

Michella-Bella sagde ...

ebensgaard -> Hvor er det altså bare spændende læsning :o)

Jeg føler mig virkelig beriget hver gang, jeg har læst et af dine indlæg. Specielt fordi jeg normalt ikke bryder mig om politik!

Nu lyder dette måske lidt underligt, men tro på det eller lad være, men jeg tænkte faktisk selv, lige som jeg læse dit skrevne:
konservativ med hjerte"

om hun mon var den eneste med et hjerte!

Du ikkun gav mig svaret, men også forklaringen og ofte er det dén, der er mest interessant.

Jeg er jo ikke pædagog for ingenting: "Det er ikke målet i sig selv - det er processen"

;o)

Michella-Bella sagde ...

Jeg er jo ikke pædagog for ingenting: "Det er ikke målet i sig selv - det er processen"

Direkte indhold:
Jeg er pædagog og jeg mener, at det ikke er målet i sig selv, men processen"

Implikatur:
Hvis man ikke arbejder efter og tror på, at processen er vigtigere end målet, så er man pædagog for ingenting.

Altså:
Hvis man mener at målet er vigtigere end processen, bør man revurdere sit arbejde som pædagog!

????????????

Jeg vil gerne lære, men har brug for at forstå!

(implikatur: Vil du gerne hjælpe mig?)

:o)

Rimkogeren sagde ...

Spændende at møde dig via m_b. Fordelen ved den traditonelle valgplakat er, at den rummer tre sandheder: Navn - Parti - Bogstav

Sjovt med mange politikere:
Hvis en politker vil sidde og ikke gå,
han (m/k) tit fra sit ord løbe må.

PS kig gerne indenfor på min blog!

Ebensgaard sagde ...

Jeg brugte eksemplet for mine studerende, og de var også lynhurtige til at lure den med, at det så betød, at konservative normalt ikke har hjerte.

Det er et eller andet sted ret utroligt, at de danske politikere er så dårlige til at bruge sproget, som de er.

Jeg er jo ikke pædagog for ingenting: "Det er ikke målet i sig selv - det er processen"

Præcist.

Ebensgaard sagde ...

Michella -> hvis du gerne vil introduceres til implikur andbefaler jeg, at du læser "Meaning in Interaction" af Jenny Thomas - og læser de tre første kapitler ;-)

Rimkogeren -> det er rigtigt, at der er den fordel ved den kanoniske valgplakat, at de tre sandheder selvfølgelig ikke løber løbsk fra politikerne, som deres slogans og catchphrases tit gør det ;-)

Michella-Bella sagde ...

ebensgaard -> *SUUUUUUK*
Troede lige at du havde fanget min pointe, men ak og ve'

Jeg gider ikke læse bøger, jeg gider ikke sætte mig ind i politik, jeg gider ikke læse teori...

Jeg vil læse dine ord - for dine reflektioner forstår jeg!

(en kompliment, som jeg håber du vil modtage :o)

Ebensgaard sagde ...

Michella -> Ah, I see. Jamen, det kan være, jeg skriver et indlæg om implikatur, så, ligesom jeg truer med at skrive et indlæg om framing. ;-)

Michella-Bella sagde ...

ebensgaard -> jamen din trussel skal være kærkommen :o)